Supercykelsti



Leif Kristensen

Hatting må da være det nye centrum i Horsens kommune. Ny motorvejsafkørsel og vej til Horsens city, og der skal ikke være mangel på Supercykelsti heller, den skal følge Østerhåbsvej til Torsted. Med nyt anlæg langs banelinjen fra Sverigesvej, det er der de to trafikårer krydser hinanden.

Utroligt at der er brug for nye cykelstier fra Hatting, Der er cykelsti langs Østerhåbsvej til Torstedalle, der er cykelsti med asfalt og gadelys fra Præstemarksvej forbi Østerhåbs kirken og ind gennem flere stier i Torsted området helt til Torstedalle. Næh næh, der skal da ikke mangle noget i det nye Mekka, Hatting er bare sagen.

Sådan er det ikke her, i den nordlige ende af kommunen Hammersholm Hansted Egebjerg til Gedved.

Der bliver vi spist af med en cykelsti fra Hammersholm til Hansted, som flyder med sten og skidt og glasskår og græs, når kommunens græsfræser har været der. Efter fjernvarmen er færdig og der er kommet ny asfalt er man nu i gang med at flytte lysmaster fra vejkant til yderside af østlige cykelsti, mon de bliver færdige i år?

Fra Hansted til Busvejen ved Egebjerggårdsvej er vi spist af med en hvid streg til at markere cykelsti, det her vejstykke er skolevej, Rådvedvej er skolevej ingen cykelsti der, men revnet asfalt i flere år. Cykelstien fra Busvejen i Egebjerg til Gedved, flyder med sten grus og andet affald, det er en ynk for cyklister at færdes der.

Der var en stor debat omkring cykelstien fra Gedved til Egebjerg, inden den blev anlagt, men den kom dog heldigvis, med alt den tunge trafik der er derude. Der blev udtalt i aviserne dengang om, at cykelstien fra Hansted til Hammersholm, at der skulle man vurdere om gadelyset i østlige side kunne oplyse cykelstien i vestlige side, kunne det ikke det, skulle der monteres gadelys i vestlige side også.

Selvom der engang imellem er lys i alle gadelamper, det kan jo da ske, så kan det ikke oplyse cykelstien i vestsiden af Egebjergvej, som henligger i dunkelt mørke med revner og nedsænkninger i vejbanen.

Dette er ikke et surt opstød fra mig, men en konstatering af de faktiske forhold i de nævnte områder. Mit ønske til politikerne er at det i høj grad er brug for en Supercykelsti imellem Horsens Hansted Egebjerg og Gedved.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024