Sygehusene har brug for social- og sundhedsassistenter og serviceassistenter

Sygehusene har brug for social- og sundhedsassistenter og serviceassistenter
09. 11 2017
Læserbrev af Lone Dybdal, Bjerggårdsmarken 9, Stouby, formand for FOA Horsens, Kandidat til Regionsrådet for Socialdemokratiet

Jeg var tirsdag aften til valgmøde på sygehuset i Horsens. Her blev der stillet spørgsmål om bl.a. social- og sundhedsassistenternes fremtid på sygehuse. Jeg er rigtig glad for, at de fleste politikere på mødet tilkendegav, at denne faggruppe ikke skal lide den stille død. Jeg er nemlig ganske overbevist om, at SOSU’erne er i stand til at klare mange og mangeartede opgaver, både på sygehuse og i psykiatrien.
 Et andet spørgsmål gik på serviceassistenternes fremtid i Region Midtjylland. Efter min mening skal serviceassistenter være en del af bemandingen på alle sygehuse i regionen. De varetager så mange forskelligartede opgaver på en så kompetent måde, at de slet ikke kan undværes.
 Ifølge Venstres Carsten Kissmeyer kan man sagtens udlicitere rengøringen og få samme kvalitet til en billigere pris, fordi private arbejder i en anden arbejdstakt.
 Billigere, ja, måske. Men samme kvalitet? Det tror jeg bestemt ikke.
 Hvis vi skal sikre høj kvalitet og fleksibilitet i serviceafdelingerne på sygehusene, skal der ansættes uddannede serviceassistenter, som kan varetage mange forskellige og varierende opgaver. Det sikrer faglighed og høj kvalitet.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!