Tre ministerier i spidsen for bred idrætssatsning

Tre ministerier i spidsen for bred idrætssatsning
07. 03 2018
Det vækker glæde i idrætten, at arbejdsgrupper i Kulturministeriet, Sundhedsministeriet og Beskæftigelsesministeriet skal understøtte idrættens vision Bevæg dig for livet.

Det skal være lettere for danskerne at vælge en aktiv livsstil i og uden for foreningerne. Derfor nedsættes der nu arbejdsgrupper i tre ministerier med repræsentanter for ministerierne, idrætten og andre organisationer.
 Formålet er at sikre bedre idrætsmuligheder for særligt de idrætssvage målgrupper og dermed understøtte DGI’s og Danmarks Idrætsforbunds (DIF) vision Bevæg dig for livet.
 - Nu går arbejdet i gang, og vi skal vende hver en sten for at finde ud af, hvad der kan gøres for, at flere danskere kan blive idrætsaktive. Jeg er glad for, at der er så bred opbakning til indsatsen, og jeg tror på, at vi sammen kan finde nye muligheder, som kan få flere ud og dyrke idræt i og uden for foreningerne, siger kulturminister Mette Bock.
 Arbejdsgruppen i Kulturministeriet skal koordinere indsatsen. De to andre arbejdsgrupper er nedsat i henholdsvis Sundheds- og Ældreministeriet og Beskæftigelsesministeriet.

En fælles indsats
Bevæg dig for livet er et samarbejde mellem DGI og DIF med støtte fra Nordea-fonden og TrygFonden. Målsætningen er 75 procent idrætsaktive danskere og 50 procent foreningsaktive inden 2025. Den politiske beslutning vækker derfor stor glæde.
 - Vi er meget glad for, at vi har politikere på højeste niveau, der vil være med til at øge danskernes idrætsdeltagelse. Selvom vi i Danmark har en meget aktiv befolkning, er der fortsat stor forskel på idrætsdeltagelsen afhængig af social status og uddannelseslængde. Vi kommer blandt andet med forslag om i højere grad at bruge ’motion på recept’ til forebyggelse og behandling i sundhedsvæsenet og at indføre fritidspas med økonomisk støtte til udsatte familier, så det er mere overskueligt at give børnene en aktiv start på livet, siger Søren Møller, formand i DGI.
 I efteråret 2017 inviterede statsminister Lars Løkke Rasmussen til idrætstopmøde på Marienborg med Bevæg dig for livet som omdrejningspunkt. Arbejdsgrupperne skal bygge videre på de mange gode idéer fra mødet.
 - Det er helt afgørende, at flere tager del i vores vision om at blive verdens mest idrætsaktive folk. Vi har ekspertisen i idrætten til at sikre idrætstilbud til mange forskellige målgrupper, men der er brug for en endnu mere aktiv deltagelse fra politikere, kommuner, patientforeninger og andre aktører, der har kontakten med folk i alle livsfaser. Det gælder også de danskere, der ikke af sig selv trækker i træningstøjet. Alle spiller en vigtig rolle for at få flere til at dyrke idræt, siger Niels Nygaard, formand i DIF.

winkGiv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her!