Turisterne lægger over en milliard kroner i Horsens

VisitHorsens varetager turismen i Horsens med alt fra kultur og pulserende byliv til flot natur og det smukkeste stykke af Gudenåen. Foto: Hanne Nielsen.
VisitHorsens varetager turismen i Horsens med alt fra kultur og pulserende byliv til flot natur og det smukkeste stykke af Gudenåen. Foto: Hanne Nielsen.
Turisterne lægger over en milliard kroner i Horsens
09. 11 2018
I Horsens Kommune er turismen inde i en rivende udvikling, viser en ny opgørelse. Kommunen har på blot et år øget sin turismeomsætning med over 220 millioner kroner.

Hvad betyder turismen for Horsens? Hver gang turisterne tager pungen op af lommen og køber en is på Søndergade, betaler entré til Fængselsmuseet eller overnatter på et af byens hoteller, så bidrager de til at skabe omsætning, vækst og arbejdspladser i Horsens.

En ny rapport viser, at turisterne spenderede i alt 1,07 milliarder kroner i Horsens i 2016. Det er en stigning på 220 millioner kroner eller mere end 25 procent i forhold til året før, da tallet var 853 millioner kroner. Dermed når kommunens turismeomsætning for første gang over en milliard kroner.

Tallene er udregnet af VisitDenmark i samarbejde med Center for Regional- og Turismeforskning.

Rapporten er baseret på tal fra 2016, hvilket skyldes nødvendig koordination med nationalregnskabet, og at indsamlingen og bearbejdningen af data er tidskrævende.

Fremgang vækker glæde

I Horsens Kommune er der stor glæde over fremgangen, idet turismen er en stærk medspiller i bestræbelserne på at skabe vækst og arbejdspladser i kommunen.

"Det er dejligt at se, at Horsens fortsætter succesen med at trække flere turister til området. Turismebranchen skal have stor ros. Vi har et attraktivt kulturliv - med for eksempel udviklingen af FÆNGLET som kulturelt fyrtårn - en unik natur og nogle spændende seværdigheder. Blandt andet Den Genfundne Bro har udviklet sig til at være en fantastisk turistmagnet. Der er gode oplevelser, hoteller, restauranter og butikker. De nye tal er med til at slå fast, at turisterne har lyst til at besøge os og benytte sig af vores tilbud," siger borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen (S).

Tiltag lokker flere turister til

VisitHorsens, der varetager turismen i Horsens Kommune, glæder sig over, at flere års indsats for at øge kendskabet til Horsens som rejsemål bærer frugt.

"En lang række koncerter og store kulturbegivenheder har de senere år været med til at sætte Horsens på Danmarkskortet. Samtidig er der gennem VisitHorsens blevet arbejdet målrettet på at skabe tiltag, der skal lokke flere turister til kommunen, få dem til at bruge flere penge og sende dem godt hjem igen med fantastiske oplevelser i bagagen. Det har styrket samarbejdet med turismeerhvervet, og nu begynder resultaterne at vise sig," siger turistchef i VisitHorsens, Helle Berthold Rosenberg.

Af 1,07 milliarder kroner udgør 459 millioner penge fra endagsbesøgende. 426 millioner kroner kommer fra kommercielle overnatningsformer som hotel, camping og lejet feriehus, mens 189 millioner kroner er udregnet ud fra faktoren ikke-kommercielle overnatningsformer, der blandt andet er eget sommerhus, lånt sommerhus og familie/vennebesøg.