www.oestbirk-avis.dk • Tlf. 7578 1011 • post@oestbirk-avis.dk
Ungdomsklubben HUF stopper efter mere end 20 år i Hovedgård
Efter godt 20 års aktiv indsats i Hovedgård Ungdomsforening må Red barnet Hovedgård trække sig ud af bestyrelsen og driften af ungdomsklubben i byen, kaldet HUF.
Det er med et vist vemod, at vi nu må se i øjnene, at vi ikke længere har kræfterne til at fortsætte arbejdet med at sikre fællesskab og givende aktiviteter for unge i lokalområdet gennem ungdomsklubben. Men flere af vores bærende kræfter i projektet magter ikke længere arbejdet, og derfor må vi trække os ud af projektet.
Ungdomsklubben blev etableret i 1989 og har siden været til stor glæde for mange unge i Hovedgård. Hensigten med klubben er at give unge et tilholdssted om aftenen, hvor de kan mødes på tværs af alder, køn og social baggrund. Der er 133 medlemmer og ca. 60 dukker op i løbet af en aften, hvor der er forskellige aktiviteter på programmet.
- Vi håber meget, at klubben kan drives videre med nye kræfter fra lokalsamfundet. Det fortjener vores unge. Vi opfordrer til at frivillige slutter op om en ny bestyrelse og driften af klubben.













