Venstre vinder af Skolevalg 2015



Efter en tre uger lang valgkamp har titusindvis af 8. og 9. klasseelever landet over i dag været i stemmeboksen for at sætte deres kryds ved det parti, som de er mest enige med. Med 27,4 procent af stemmerne bliver Venstre den store vinder af Skolevalget 2015. Socialdemokraterne kommer ind på en solid andenplads, mens Liberal Alliance kommer ind på en tredjeplads.

For Johannes Andersen, som er lektor ved Aalborg Universitet og forsker i unge og demokrati, kommer valgresultatet ikke som den store overraskelse:

- Der har været flere tegn på, at de blå ville gå hen og vinde. Der er i øjeblikket en strømning blandt unge førstegangsvælgere mellem 18 og 20 år, som også går i den retning. Så valgresultatet bærer en interessant pejling om, at der ikke er så stor forskel mellem denne aldersgruppe og førstegangsvælgerne.

Jens Husted, landsformand for Venstres Ungdom, er begejstret for resultatet:

- Det er jeg fantastisk glad for. Når vi får muligheden for at diskutere politik med de unge, så er de liberale.

Enhedslisten, som var repræsenteret ved Socialistisk Ungdomsfront, blev det mindste parti over spærregrænsen med seks procent af stemmerne. Ole Koed, ledelsesmedlem i Socialistisk Ungdomsfront, siger:

- Det er et udmærket resultat for os. Vi kunne selvfølgelig godt have tænkt os et bedre resultat, men vi er sikre på, at vi kommer endnu stærkere tilbage næste gang.

Skolevalg skal motivere til deltagelse

Valgaftenen, som blev transmitteret direkte på DR Ultra fra Christiansborg i København, er kulminationen på en tre uger lang valgkamp, hvor eleverne har skullet vælge mærkesager, lave kampagner for deres mærkesager, sætte sig ind partiernes politik og til sidst stemme som ved et autentisk folketingsvalg.

Det er Folketinget og Undervisningsministeriet, der står bag Skolevalget. Formålet med valget har været at motivere de unge til at tage del i demokratiet samt forberede dem på at stemme, når de får stemmeret.

Se det endelige valgresultat på : www.skolevalg.dk/valgresultat/. Her kan du også finde regionale og lokale tal.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024