Vi har ikke spist usundt i en hel uge



Det er ikke let at få plads på den populære MADlejr som Arla løbende udbyder til få skoleklasser i Danmark. Men 6.b på Bankagerskolen var heldige at slippe gennem nåleøjet. Det betød at 24 elever, en lærer og kontaktforældrene i uge 47 kunne pakke rygsækken og tage af sted på fem lærerige dage om mad, mad og atter mad på Helnæs på Fyn. 
 - I undervisningen har vi kun to timer om ugen i køkkenet. Det er ikke alverden i forhold til, hvad mad egentlig fylder i vores hverdag. Jeg har været hjemkundskabslærer i 12 år, og jeg kan mærke, at børn i dag ikke er så meget i et køkken. Derfor er jeg utrolig glad for, at vi har fået en hel uge, hvor det har handlet udelukkende om mad – og glæden ved at lave den, siger klasselærer Henny Funding. Hun var derfor straks med på idéen, da klassens meget aktive kontaktforældre foreslog at søge om at komme med.

Fra jord til bord
Målet med MADlejr er at give eleverne et lejrskoleophold, hvor mad, alle måltider, sundhed og natur er på skemaet hele dagen. Det er et nøje tilrettelagt forløb, hvor eleverne forbereder sig inden lejrskolen og følger op i undervisningen, når de kommer hjem.
 - Vi har lært om maden fra jord til bord. Blandt andet har vi set en kylling blive slagtet. Vi har lavet alle dagens måltider, og fået udfordringer med f.eks. at finde på to retter med én grøntsag. Og så har vi haft fokus på bæredygtighed - at det vigtigt at passe på vores jord og dyr, fortæller Henny Funding.

TV Stjerner
Og når det kommer til eleverne, har de haft en fantastisk uge, hvor de har følt sig lidt som stjerner i et TV Show.
 - Med de flotte køkkener føler vi næsten, at vi er med i Masterchef på TV, udbryder Jonas fra 6.b.
 - Vi har næsten kun lavet mad i en hel uge. Det er sjovt. Alle lavede forskellige retter og så blev de stillet op på en buffet, hvor vi kunne smage det, de andre har lavet. Det er meget anderledes end derhjemme, siger Clara.
 - Der er tænkt på, at børnene ikke skal kede sig. Det sjoveste har været aftenfesterne, hvor vi har hygget os sammen hele klassen, siger Lasse.
 Nu glæder 6.b sig til at skulle lave den mad, de har lært at tilberede, til forældrene ved et klassearrangement. Det hele optages på video og sendes til MADlejr.
 Og hvem ved, om klassen alligevel ender som TV Stjerner. Ungdomskanalen DR Ultra har nemlig også vist interesse for klassens projekt.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024