60-årige skal også have digital post



Det er med at holde koncentrationen, når man skal betjene sit tekniske vidunder, men 85-årige Erling Weber er glad for sin computer, som han bruger dagligt. Blandt andet til at få et aktuelt billede af, hvor mange fly der er i luften over Europa.

Halvdelen af de ca. 2000 borgere i Horsens Kommune, som er blevet fritaget for at bruge den digitale postkasse, er under 64 år.
 Det tal skal ned, og derfor har Horsens Kommune nu sat gang i en række initiativer, der skal føre borgerne til tastaturet.
 Blandt andet holder bibliotekerne i Horsens og Brædstrup informationsmøder, og der er masser af hjælp at hente i Nethjælpen og rundt om på plejecentrenes datastuer.
 - Mange tror, at det er ældre på over 80 år, som får dispensation til at bruge den digitale postkasse, men faktisk er det væsentligt yngre mennesker, som siger, at ”dét med computere er ikke noget for mig.” Og det er ærgerligt, for de står over for at skulle søge folkepension m.m., og her vil det være meget nemmere for dem at gøre det på nettet frem for at skulle udfylde skemaer manuelt, siger Anne-Mette Gisselmann, der er Borgerservicechef.
 Samarbejdet mellem Borgerservice og bibliotekerne betyder, at informationen om den digitale postkasse kan komme ud til mange af kommunens borgere. Samtidig kan borgeren spare en tur til Borgerservice, og hvis der er problemer med at udfylde for eksempel en ansøgning, så er der hjælp at hente hos Den Digitale Hotline.
 En af dem, som er kommet godt over sin teknologiforskrækkelse, er Erling Weber på 85 år.
 Han boltrer sig dagligt på tastaturet – dog med hjælp fra børnebørnene, når det brænder på.
 - Jeg har lige fået en ny computer, og der skulle jeg altså have lidt hjælp. Mine børnebørn siger ”du gør bare sådan og sådan”, men nogle gange går det lidt for stærkt, og så må jeg lige op og markere og sige ”nu stopper vi”, fortæller Erling.
 Ellers kommunikerer han lystigt på nettet med både Skat og sygehuset, og selvom han ikke har brug for at benytte de kommunale selvbetjeningsløsninger, så gør han en dyd ud af at få andre til det.

smileyGiv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

Ringvej Syd
29. maj 2025