ØSTBIRK - Pinsesøndag blev noget ganske særligt i Østbirk Kirke, hvor både kirkerum og hjerter blev fyldt til bristepunktet. Fire nye messehagler blev indviet med stor højtidelighed – og selveste biskoppen fra Århus deltog i festlighederne.
Tekst og foto Jørn Kildall
Det var en varm og stemningsfuld pinsesøndag i Østbirk, og kirken blev hurtigt fyldt op til allersidste bænk. Allerede ved første salme kunne man fornemme, at der var lagt op til noget særligt – menigheden sang med stor styrke, og der blev nikket genkendende rundt i rummet.
Gudstjenesten var en festgudstjeneste med ekstra af det hele: tre præster delte tjenesten – Lone Buhl, Søren Jensen og Mette Bock – og dagens prædiken var lagt i hænderne på biskop Henrik Wigh-Poulsen, som leverede en eftertænksom og inspirerende prædiken med blikket rettet mod kirken som fredens hus i en urolig tid.
De nye messehagler strålede i kirkerummet
Dagens højdepunkt var uden tvivl fremvisningen af de fire nye messehagler – rød, grøn, hvid og lilla – som Østbirk Kirke nu kan tage i brug i årets forskellige liturgiske perioder. Kunsthåndværker Tenna Mose Rhiger stod bag det omfattende arbejde og fortalte selv levende om processen, symbolikken og samarbejdet med menighedsrådet.
Hver messehagel har sit eget udtryk og sin egen betydning, og selvom kunstneren ikke er formelt uddannet i kirketekstil, kunne man mærke hendes faglige dybde – blandt andet har hun en ph.d. i liturgisk teologi, og det skinnede igennem.
Børge Jensen trådte til med stil
Da det viste sig, at der ikke var præster nok til at bære alle fire messehagler under fremvisningen, trådte præsten Børge Jensen til uden tøven. Iført den røde messehagel gjorde han en fin figur og fuldendte billedet, så alle kunne få et glimt af, hvordan de nye tekstiler ser ud i brug.
Et lille, men vigtigt bidrag til en dag, hvor både symbolik og samarbejde blev båret frem af præster og frivillige i fællesskab.
Messehagler til både øje og hænder
Efter gudstjenesten blev menigheden budt på et glas, og der var rig mulighed for at se messehaglerne helt tæt på – ja, man måtte endda røre ved dem og få sig en snak med både kunstneren og folkene bag. Det blev til mange gode samtaler, nysgerrige spørgsmål og rosende ord for det store arbejde, der ligger bag.
Taknemmelighed og tak
Både kunstneren og menighedsrådet udtrykte stor taknemmelighed for det gode samarbejde, og ikke mindst for den gave, som arven fra Valborg Minna Jensen gjorde mulig: at skabe noget smukt og varigt til kirkens liv.
Festgudstjenesten sluttede af med smil, snak og samvær – og som én af deltagerne sagde på vej ud: “Det her var kirke, når det er bedst.”
