
Mit navn er Vestbirk Forsamlingshus og jeg har efterhånden nogle år bag mig. Jeg er bygget af gul mursten og har en balsal, et møde lokale og et stort køkken. Jeg er måske ikke det kønneste forsamlingshus i Danmark og hænger lidt med kroppen hist og pist. Men for nylig fik jeg en ”makeover” og det vil jeg rigtig gerne vise frem. Men jeg kunne også godt tænke mig at vide, hvad I vil med mig fremover. Derfor inviterer jeg til fest, hvor alle jer der kender og bruger mig, kan lære hinanden at kende og snakke om min fremtid.
Meningen med et forsamlingshus
Da jeg blev bygget, var der behov for et sted, hvor de lokale borgere kunne samles for at holde møder om alt, der var op i tiden, debatterede og holdt foredrag. Men det var også et sted, hvor der kunne festes, holdes koncerter og være samlingspunkt til speciale lejligheder. Jeg var mere eller mindre samlingspunktet i Vestbirk. Alle i egnen havde indflydelse på, hvordan jeg blev brugt.
Sådan er det faktisk også den dag i dag. Alle, der er medlem af Vestbirk Forsamlingshus kan i princippet bruge mig til alverdens ting, men det, er der bare ikke så mange der gør – og det ærgrer mig.
Tiderne skifter på godt og ondt
Tiderne skifter og sådan skal det helst også være, men de sidste mange år har ikke været til min favør. Folk får deres oplysninger andet steds fra, og mange kører forbi mig uden at hilse. Der bliver heldigvis stadig holdt fester hos mig, hvilket jeg ikke kan leve foruden. Selv de unge mennesker har set muligheden i at holde fest, men desværre er der en del af ungdomsfesterne, der er gået hårdt ud over mig og mine naboer. Derfor har vi, bestyrelsen og mig, set os nødsaget til at holde en pause med ungdomsfesterne, indtil nogen kommer frem med en god ide til, hvordan vi får de unge gæster til ikke at ødelægge ting.
For nogle år siden startede der fællesspisning for medlemmerne, hvilket varmede mit hjerte og nogle søndage om året, blandt andet nu her den 4. september, er der kræmmermarked, så er huset helt fyldt med mennesker – ren fryd. Men over 300 dage om året, står jeg bare og glaner.
Så skete der noget
I en rum tid, har flere frivillige arbejdet på at søge penge til fornyelsen pladsen foran mig, at lave et by-torv.
Dette resulterede i at vi fik bevilliget over kr. 100.000 fra LAG-midlerne. Efter endnu en rum tid med at få aftaler og tilladelser på plads, fik jeg endelig min ”makeover”. Nogle af byens helte brugte her til sommer, tid på at grave og sætte en hel masse planter og træer, hvilket har pyntet min udsigt gevaldigt.
Samtidig spurgte Vestbirk Friskole om de måtte leje sig ind hos mig i alle hverdagene, da de manglede plads. Så jeg kunne ikke være mere glad.
Tid til forandring
Men lejemålet med skolen varer kun et år – hvad så? Jeg har sparet lidt op og til næste sommer, er der tid til forandringer. Skal jeg males? Skal jeg kunne bruges til spil? Babybiograf? Skal nogen søge midler til endnu mere?
Mulighederne er mange, jeg mangler bare input fra dig.
Derfor indbyder jeg alle, der har interesse i lille mig til en byfest i Vestbirk.
En dag, hvor du kan lære byen og dens indbyggere at kende. En dag hvor din mening om, hvad jeg kan bruges til, vil blive værdsat.
Så kom lørdag den 10. september fra 15 – til vi lukker - jeg giver en bøf fra grillen.