
Museumschef Merete Bøge Pedersen på en tidligere byvandring
Museum Horsens præsenterer efterårets program for de populære byvandringer. Der er gravet helt nye historier frem fra fortiden, men der er også plads til et par gamle kendinge.
Horsens er en by, hvor historiens vingesus kan mærkes i de gamle gader. Fra stærkt befæstet middelalderby over driftig industriby til aktiv kulturby.
Hvis man gerne vil blive klogere på byens historie, inviterer Museum Horsens på en række byvandringer og guidede ture i efteråret. Her kan man komme med en historiker eller arkæolog rundt på nogle af de steder, hvor der stadig kan opleves spor af fortidens liv.
Vidste du for eksempel, at markerne ved byen var skueplads for et drabeligt slag mellem jyske bønder og tyske lejesoldater i år 1313? Det betød enden på et bondeoprør og en styrkelse af kong Erik Menveds magt i landet, blandt andet gennem den oprindelige Bygholm borg, som de slagne bønder blev tvunget til at opføre.
Du kan også høre om den berømte søfarer Vitus Bering, der trådte sine barnesko i Horsens' gader, inden han endte som leder af den største opdagelsesrejse verden har set!
Også forfatteren Herman Bang tilbragte nogle barndomsår i Horsens, hvor han både kom hos de fattige i Asylet og hos de velhavende på Søndergade. I hans fodspor kan man opleve den hastigt voksende industriby i anden del af 1800-tallet.
Program for byvandringer efteråret 2021:
- Tirsdag den 24. august: Det gamle Stensballe (udsolgt)
- Tirsdag den 31. august: Bygholm Borgbanke
- Tirsdag den 7. september: Kirkens huse i middelalderens Horsens
- Tirsdag den 21. september: Det gamle Stensballe
- Tirsdag den 5. oktober: Vitus Bering - barndomsbyen
- Tirsdag den 26. oktober: Herman Bang og Horsens
- Tirsdag den 9. november: HorsensHistorien på en time - Highlights
Alle byvandringerne er gratis, men det kræver at man tilmelder sig på forhånd på tlf. 76292350.
Man kan læse mere på museets hjemmeside, museumhorsens.dk, og på facebook.com/horsensmuseum.