Oplev VELUX historie i Østbirk



Fra det første ovenlysvindue i 1941 til verdens førende på området. VELUX er et eksempel på, hvordan en god ide kan udvikle sig til et globalt industrieventyr. I Østbirk ved Horsens kan man nu opleve, hvordan VELUX vinduet har revolutioneret brugen af loftsrummene i danske boliger. Og det var her, stifteren Villum Kann Rasmussen i 1946 grundlagde sin første egen produktion af ovenlysvinduer.

Villum Kann Rasmussen formulerede en vision om frisk luft og dagslys til alle, og under taget i den ombyggede gård oplever man, hvordan ovenlysvinduet har ændret mulighederne for beboelse. Her bevæger man sig fra det ubeboede tagpulterrum frem til 1940’ernes første taglejligheder med VELUX vinduer og videre til penthouses og nutidens intelligente vinduesløsninger med bredt lysindfald og automatisk klimatilpasning.

I stueetagen er udstillingen bygget op om tematiske øer, hvor man både digitalt og ved fysisk selvsyn kan gå i dybden med vinduesproducentens historie – fx det store ålegilde, hvor ledergruppen i 1954 tog den afgørende beslutning om at overgå fra håndværk til industriel produktion, eller øen for det drejbare pivothængsel, der vidner om ambitionen om konstant at udvikle nye funktionelle løsninger.

VELUX Collection har åbent hver torsdag mellem 15 og 17 og den første søndag i måneden mellem 10 og 13.

Udstillingen har nu fået en hjemmeside https://www.veluxcollection.com/ hvor kan man læse mere om udstillingen og finde praktisk info om adresse, parkering mv.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025