
Valgdagen er en festdag, hvor vi fejrer demokrati og folkestyre. I tiden op til mødes byens borgere og kandidaterne, så byens tilstand og visioner for fremtiden kan vendes. Det er en tid, hvor vi for alvor mærker fællesskabet og forstår, at alle i vores kommune har holdninger til, hvor vi skal bevæge os hen. Og godt for det.
Det er altid en positiv oplevelse at møde vælgerne ansigt til ansigt, men hvis man kigger på de sociale medier, er der andre borgere, der har en masse frustrationer at lukke ud. Navngivne politikere eller byrådet som helhed beskyldes for magtfuldkommenhed og det, der er værre. Det, synes jeg, er ærgerligt. Faktuelt er det jo forkert, for vi har heldigvis nogle lovpligtige procedurer, der sikrer gennemsigtighed i beslutningsprocessen. Alle borgere har mulighed for at blive hørt, og den mulighed skal de gøre brug af – i stedet for at lade magtesløsheden tale.
Politikerne skal lytte til klager og indsigelser, men det betyder ikke, at de nødvendigvis skal give klageren ret. Lokalpolitikere skal altid forsøge at se sagerne fra alle sider og på den baggrund træffe den beslutning, de finder rigtig. I den sammenhæng er du en vigtig brik. For politikerne kan ikke være eksperter på ethvert hjørne af vores kommune; det er vigtigt, at vi får feedback fra borgerne – også når der er lang tid til næste valg.
Jeg kan kun anbefale, at du vælger din kandidat med omhu, stemmer personligt og bruger vedkommende i de kommende år. Fodr byrådsmedlemmet med din viden og indsigt. Plej nærdemokratiet med din stemme. Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!