LÆRKE: Vi sætter alle vores spor - Corona har sat sit

Det er onsdag aften, hele familien er samlet i stuen for at høre, hvad Mette Frederiksen vil sige om alt det her med Corona. Hun siger, at vi skal blive hjemme i 14 dage. I starten tænkte jeg, at det ville blive fedt, at vi ikke skulle i skole i 14 dage og det hele nok skulle blive den samme hverdag derefter.

Af Lærke Skovhus Jørgensen

Men nej, det blev helt anderledes! Corona har sat sine første spor...

Der blev på pressemødet fremlagt vigtige forholdsregler, som alle skal følge. Hold afstand - 2 meter imellem hinanden, vask hænder tit eller brug håndsprit, host i ærmet, undgå fysisk kontakt, vær opmærksom på rengøring. Den første tid måtte folk forsamle sig 100 personer og nu må man max være 10 personer sammen. Jeg kommer til at tænke på nogle af de film, jeg har set, hvor en virus udrydder en hel befolkning og bliver lidt småsur indvendig over, at nogle mennesker ikke overholder forholdsreglerne. Tænk hvis vi får udgangsforbud som i Frankrig - Det tror jeg ikke, at jeg overlever. Kom nu alle sammen - lad os stå sammen.

Uge 12 begynder og jeg tænker at det skal nok gå det hele. Nu skal de 14 dage bare gå og så er det videre til den normale hverdag, som vi alle kender og hvor vi alle har en masse at se til.

Vores lærer har lagt mange opgaver ud, som vi skal lave de første 14 dage. Der er kommet opgaver fra alle fag. Det virker lidt uoverskueligt, men vi laver et skema herhjemme, hvor jeg kan krydse af, hvad jeg har lavet hver dag og hvilke opgaver, jeg er i gang med. Jeg føler mig faktisk ret motiveret og får meget fra hånden. Min mor er sendt hjem fra sit arbejde, så hun og mine søskende er hjemme. Vi starter hver morgen med fælles morgenmad og så går vi hver især i gang med vores opgaver. Jeg arbejder til først på eftermiddagen hver dag. Og så kommer min far hjem.

For at få lidt afveksling dyrker vi allesammen motion for at holde os i gang. Vores gildesal er forvandlet til motionslokale, hvor hele familien træner. Vi løber og går ture i skoven og styrketræner, laver yoga og danser i gildesalen. Min bror havde krise over ikke at kunne komme i fitness, så han har lavet vægtstænger ud af vinterdæk og jernrør. Vi går alle meget op i at få os rørt - det giver smil på læben og en god følelse indeni. Altså for en uge siden havde jeg ikke tænkt, at jeg skulle dyrke alt den motion, men jeg gøre det og det er fedt.

Jeg har part på en hest på rideskolen. Men den er også lukket og al undervisning stoppet. Det er kun dem der har part eller egen hest derover, som må komme på rideskolen. Inde på Facebook har vi en gruppe, hvor vi skriver, hvornår vi kommer, fordi vi ikke må være flere end 10 personer derover ad gangen. Vi rider på banerne udenfor, fordi hallerne er lukket.

Også her mærker jeg, hvordan Corona har sat sine spor - ingen opsadling i staldene.

Jeg bruger meget tid på Facetime i denne tid. Jeg snakker med dem fra min familie og mine venner. Jeg er glad for at jeg har den mulighed og ved ikke helt, hvad jeg ville gøre, hvis jeg slet ikke kunne snakke med dem. Min kusine som er handicappet facetimer jeg med dagligt. Det er hendes højdepunkt og jeg tænker, at det skal jeg finde tid til. Vi snakker om alt og ingenting, men at se hun stråler over opkaldet, betyder meget for mig.

Min far er stadig på arbejde. Det er mærkeligt, at det kun er ham som skal afsted. Han fortæller om svingende arbejdsopgaver og kolleger som ikke overholder forholdsreglerne. Det kan jeg mærke irriterer mig. De skal jo ikke smitte min far, så han bringer smitte hjem til os. Imens er vi andre fra familien hjemme. Min mor hjælper os med vores lektier, men samtidig skal hun passe sit eget arbejde. Min søster og jeg sidder indimellem i kø for at få hjælp til opgaverne, men indtil videre klarer vi det med et smil.

Min mor kan måske risikere at blive sendt ud i noget andet arbejde. Mette Frederiksen siger i pressen; at pædagogerne kan blive brugt i andre stillinger, som er pressede på ressourcer. Det håber jeg ikke sker, men igen tænker jeg på, at nu sætter Corona endnu et spor, som kan ramme min familie.

Vi kan ikke se min farmor og farfar, fordi min farmor er syg og ikke må udsættes for smitte. Jeg synes, det er mærkeligt, at vi ikke må se dem. Tænk at en virus kan gøre, at man ikke må se sin familie. Det er lidt mærkeligt og jeg bliver en smule irriteret på dem som sætter alle forholdsreglerne - er det nødvendigt? Det ved jeg jo godt inderst inde, at det er.

Min mormor arbejder hjemme, hun er ansat på Horsens sygehus som lægesekretær og har meget travlt, da tingene hele tiden ændre sig. Hun er meget obs på om vi har håndsprit og om vi overholder reglerne. Hun vil os jo bare det bedste det ved jeg, vi vil jo alle gerne have at det går hurtigt over.Min oldemor på 84 år siger; at det minder hende om dengang der var krig. Med de tomme gader og man ikke skal gå ud, uden det er meget nødvendigt. Min oldemor var barn unde 2. verdenskrig

Hun skal specielt passe på i de her Coronatider både på grund af alderen og hendes helbred, men det gør hun ikke. Jeg bliver bekymret. Hende og hendes ven på 87 år ses med deres venner og de tager det ikke helt seriøst, føler jeg. Jeg forstår ikke helt, at de ikke bliver hjemme, når Mette Frederiksen siger, at det kan være slemt for dem. Min mor ringer hver 2-3 dag til hende og følger op på, hvordan hun har det. Det synes jeg er rart.

Jeg så min bedste veninde for første gang efter 14 dage. Jeg var seriøst ved at blive sindsyg af at være hjemme. Vi har facetimet hver dag, men det er ikke det samme.

Hun skulle ud og gå med aviser og jeg fik lov til at komme med, hvis vi holdt afstand og det gjorde vi. Det var skønt at kunne få grinet sammen og snakket med hinanden om vores tanker om alt det, der sker.

Sidste nyt er at vi skal blive hjemme i 14 dage mere. Det inddrager påsken, som normalt er lig med familiehygge. Corona har virkelig sat sit spor i Danmark. Jeg savner skolen og mine venner. Jeg sagde til mine forældre forleden, at jeg savnede skolen og de kiggede bare på mig og smilede. Jeg har aldrig sagt, at jeg savner skolen, men det gør jeg faktisk. Sådan nogle ord kan en virus altså få os til at sige.

DITTE: Corona på skoleskemaet

Fra at stå op klokken 6.30 og en skoledag fra 8-15, til at sove længe og virtuel undervisning. Ja, sådan skiftede de danske skoleelevers hverdag på bare en aften.

Af Ditte Marie Kjær Madsen

Da Mette Frederiksen d 11. marts 2020 kl. 20.30 indtog skærmen i de danske borgeres hjem, var det med Corona-orienteret nyt “Danmark lukkes ned”. Familier sad bænket ved stuebordet, mens de fokuseret lyttede til, hvordan den nye hverdag skulle forløbe.

Nogle af dem, det er gået ud over, er os danske skoleelever. En kort følelse af glæde over de lukkede skoler ramte langt størstedelen af de danske unge:
Mette Frederiksen giver 2 ugers ferie.

“Ingen skole i 2 uger!”, “FERIE!”, var bare nogle af de ting der fyldte mine sociale medier, rækkevis af My Stories blev fyldt med denne nyhed - ingen skole i 2 uger!

Da jeg torsdag morgen vågnede, var det som at starte en weekend, stå sent op og vågne til, hvad der føltes som en normal lørdag, bare med et lille twist, det var torsdag. Elevintra bugnede med Corona-nyt og lektier. Og gårsdagens glæde blev erstattet med et lille stik i hjertet, men denne tid skulle selvfølgelig ikke ses som en ferie. Og vi unge blev også hurtigt klar over, at ferie ikke var sagen, men en karantæne. Og der var undervisning på dagsordenen.

Diverse sportsgrene er grundet virussen også blevet aflyst, men motionen og konditionen skal vedligeholdes for langt størstedelen af os. En løbetur gennem Østbirk, viser en helt tom by. En lille flække, med få mennesker, men normalt med stort liv, ligger øde hen. Enkelte biler foran den lokale Netto, og nogle få mennesker ude at lufte hunden, er hvad jeg møder. Man smiler kort til hinanden, men den ene til to meters afstand runger i luften som kirkeklokker ved 12-tiden.

Dagene fortsætter: Samme rutine. Dansk, engelsk, biologi, tysk og samfundsfag er bare nogle af de fag vi nu undervises i hjemmefra. Nogle skoler forsøger med undervisning gennem diverse discord- og skype-opkald. Og alle elever sidder derhjemme dagligt og laver forskellige opgaver, som lærerne har lagt ud, for ikke at miste undervisningen helt.

Jeg vil gerne i skole igen, jeg keder mig selv ihjel herhjemme

Kun halvvejs i karantænen og vi ønsker os tilbage til skolens lange dage. Sådan er det blevet for næsten alle unge, vi savner at se vennerne, lærerne og undervisningen. Og denne form for hverdag, hvor vi kan sove længe, lave lektier og slappe af, vil vi med glæde bytte for at komme tilbage til en 7-timers lang skoledag.

LARA: Bekymringen under Corona

Da den sidste aften i 2019 kom, og alle var klar til at sige farvel til noget gammelt, og goddag til noget nyt, var der ingen tegn på, at verden om blot nogle måneder ville lukke ned. Og alligevel står vi alle i denne situation. Jeg tror vist at vi alle kan blive enige om, at 2020 har været et begivenhedsrigt år indtil videre, men Corona virussen er som et helt nyt stadie.

Af Lara H. Østerkjerhuus

For en 8. klasses elev har Corona virussen både været forvirrende og skræmmende. Det er en kæmpe omvæltning fra en normal hverdag, til en form for ferie, men med lektier. Og så skete det endda så pludseligt. Fra en normal onsdag aften, til et pressemøde i fjernsynet og ingen skole næste dag. Jeg husker tydeligt den dag, hvor den første dansker blev konstateret positiv. Det var der frygten for alvor pressede sig på. Nu var virussen altså i Danmark, og hvad kunne jeg gøre?

- Vi er selvfølgelig dybt rystede over, at det vi troede var stærkt usandsynligt, nu er vores virkelighed, skriver Jakob Tage Ramlyng, den første smittede dansker, på Facebook.

I en lille by som Østbirk, som nærmest ikke kan blive mere stille, blev der mere stille. Hovedgaden, som går lige igennem byen, var fyldt af trafik, fra solen stod op til den gik ned igen. Og nu er der nærmest ingen biler i hele byen. Indbyggerne er også mere påpasselige, der er nærmest ingen mennesker på gaderne, og ingen i supermarkederne. Også skolen ligger øde hen, det er helt tomt, der er ingen børn, ingen lys i vinduerne, og den altid proppede parkeringsplads er næsten øde. Det er mærkeligt at gå gennem byen, alting er så stille. Byen er som en skygge af sig selv.

Dog er der stadig mennesker, der begiver sig udenfor, enten for at gå på arbejde, eller bare få at få noget frisk luft og nyde det gode vejr. Disse mennesker smiler og hilser stadig. Folk forbliver altså positive i denne tid, og det er lige det der er brug for. Man bliver på en måde mere opmærksom, på de folk der er omkring en.

Denne Corona tid giver en masse tid, til at tænke over ting. En af de tanker der har slået mig hårdest er, hvis min morfar, der tabte en 9 års lang kamp til hjernekræft sidste år stadig, var her. Så skulle han gå igennem denne epidemi, med stor smittefare, og der ville være så meget han ikke forstod: Hvorfor kunne hans kone ikke besøge ham i en længere periode?

Og min familie og jeg ville gå rundt med den forfærdelige tanke i baghovedet: Hvad nu hvis han blev smittet? Så på det punkt er jeg lettet over, at han ikke er her i dag, til at gå igennem alt det her. Men jeg har haft mange tanker i hovedet i løbet af denne tid: Hvordan vil verden se ud efter denne epidemi? Og hvornår vil lufthavnene genåbne? Jeg føler mig på en underlig måde indelukket, fanget, i Danmark. Det er mærkeligt, for det er jo ikke fordi, jeg skulle rejse eller noget, men alligevel. Bare følelsen af, ikke at kunne tage andre steder hen, den skræmmer mig. Men en tanke der skræmmer mig næsten endnu mere er: Hvilken betydning kommer denne epidemi til at have for både jorden og jordens klima?

Coronavirus sænker CO2-udledninger, men skader klimaet på længere sigt

Corona virussen har medført tomme gader, og derfor er vores CO2-udledning faldet markant, men er det en god ting? Jeg har taget mig selv i at tænke, selv samme tanke flere gange. Og ja Corona har bragt sine ‘fordele’ med sig, såsom Kinas luftforurening er formindsket, og vandet er blåt i Venedigs kanaler igen, men med disse ‘fordele’, kommer der også konsekvenser, især verdensøkonomien kommer til at kunne mærke Corona på længere sigt.

- Der er intet at fejre ved et sandsynligt fald i udledninger drevet af en økonomisk krise, fordi faldet ikke vil være bæredygtigt i fraværet af de rette politikker og strukturelle tiltag, siger Faith Birol, direktør for det Internationale Energiagentur (IEA).

Udover, at Corona har påvirket min hverdag. Har virussen også gjort mig bekymret for fremtiden, ikke blot min fremtid, men også jordens: Hvordan kommer fremtiden til at se ud efter denne epidemi?

MATHILDE: En Corona-smittet hverdag

Da statsministeren pludselig indkaldte til pressemøde onsdag aften, tror jeg ikke der var en eneste dansker, som var i tvivl om, at Corona-situationen i Danmark var ved at blive alvorlig. Men at den skulle komme og ændre hele vores hverdag, og hele vores land, tror jeg ikke der var nogen der forventede.

Af Mathilde H. Thorhauge

Ingenting er længere normalt. Bare det at gå en tur ned og handle, i det ellers fantastiske vejr, er ikke som det plejer. Det er som om Corona-virussen har skruet ned for hele byens lyd og tempo. Alting foregår mere stille end normalt. Det eneste, der virker normalt, er fuglenes smukke sang. De er heldigvis uvidende om, hvad der sker rundt om dem lige nu.

Ind gennem vinduer kan jeg se frustrerede forældre, som prøver at passe og aktivere deres små børn, og samtidig passe deres job. Jeg passerer en hæk, hvor jeg kan høre et barn på den anden side. En 7-8-årig pige med mørkt krøllet hår, som leger i sit eget selskab. Hun vender sig, da hun hører mine skridt bag sin ryg, men vender hurtigt tilbage til legen. Jeg kan se hendes forældre, som sidder foran hver sin computerskærm inde i køkkenet. Jeg fortsætter ned ad vejen mod Brugsen, og kommer til at tænke på, hvor svært det må være for børnene i denne tid. Det må være svært at forstå, hvorfor de ikke må komme i børnehave og skole, og kun må lege med deres søskende.

Jeg hører kirkeklokkernes ringen. De høres også meget tydeligt i den ellers stille by. Klokken er 12:00, og jeg har ikke lavet noget som helst i dag. Dagene går langsomt, og mere og mere i et med hinanden. Det får mig virkelig til at sætte stor pris på min normale hverdag, som jeg nok plejer at brokke mig lidt over, er for kedelig og ensformig.

Imens jeg går dér i mine egne tanker, når jeg til Brugsens parkeringsplads. Jeg tager mig selv i at trække lidt på smilebåndet, fordi alting ser normal ud her. Der er masser af biler, men folk er stoppet med deres vanvids-hamstring. Da jeg går ind ad døren, ser jeg en håndsprit automat og plastikhandsker stå, med et skilt over sig. “Vis respekt for andre, og mindsk risikoen for Corona-smitte”. Jeg spritter mine hænder af, og tager plastikhandsker på, som alle andre. Det virker næsten som om det allerede er normal hverdag for mange, og at skiltet faktisk er overflødigt. Inde i Brugsen er en mærkelig stemning. Alle holder afstand til hinanden, og går hellere lige udenom køledisken, i stedet for at gå tæt forbi en anden. Man kan se på mange, at de synes det er mærkeligt. Stemningen er nærmest lidt akavet, fordi vi allesammen ved, at vi ikke må komme i nærheden af hinanden, men alle prøver at lade som om alt er normalt. Men det er også som om, at man kan mærke at alle holder mere sammen, end de gjorde før. Jeg tror at alle der går rundt i Brugsen, tænker på hinanden, på en helt anden måde, end før virussen kom til Danmark.

Jeg får øjenkontakt med en ældre dame, gennem hendes tykke brilleglas. Vi smågriner til hinanden, og jeg bliver bekræftet i, at det ikke kun er mig, som synes, der er en meget mærkelig stemning.

Mange bække små, gør en stor å

Jeg får samlet ting ind til de næste 2 dages aftensmad, og går op til kassen. Der sidder en ung mand bag en plastik skærm, og bipper varer ind ved kasse 1. Jeg er den næste i køen, men med øjnene signalerer han til mig, at jeg skal lægge mine varer på båndet ved kasse 2. Jeg er i tvivl, om jeg har forstået det rigtigt, men går alligevel derover. Da den unge mand er færdig med at betjene ved kasse 1, går han over til mig, og siger til den næste i køen, at hun skal gå over til kasse 1. Jeg tror han kan se forvirringen i mine øjne, så han peger på en avis, i stativet lidt ved siden af mig. “Mange bække små, gør en stor å”, står der med fede bogstaver på forsiden. “Hver gang vi beder vores kunder om at holde afstand, mindsker vi risikoen for, at I smitter hinanden.

Godt nok er det en meget lille bæk, men hvis alle butikker gør det, kan det nemt blive til en stor å”, siger han og holder en lille pause. “Måske endda en flod”, siger han med et smil på læben. Jeg smiler tilbage, og roser butikkens tiltag til at mindske smitterisikoen. Indeni tænker jeg over, at denne virus har bragt så mange dårlige ting med til landet. Men at den kan få folk til at sige som den unge mand ved kassen er fantastisk. Og hvis alle danskere gør det her sammen, kan alle vores små bække blive til en kæmpe flod, som i sidste ende drukner denne forfærdelige Coronavirus.