Sådan udvikler du dit barns sprog på tre enkle måder



Kan du have en samtale med en baby? Ja. Ifølge lingvist og sprogkonsulent i Horsens Kommune, Nynne Horn, er det essentielt, at vi taler med vores børn. Også selvom de er så små, at de kun kan pludre, pege eller sige et enkelt ord. Derfor er Horsens Kommune en del af det nationale forskningsprojekt ’Vi lærer sprog’, der styrker 0-2-åriges sproglige udvikling i vuggestuen og dagplejen.
 - Hver dag arbejder horsensianske dagplejere og pædagoger systematisk med at udvide børns ordforråd gennem lege og samtaler, fordi det har stor betydning for deres senere læring, fortæller Nynne Horn og fortsætter:
 - Vi anvender nogle helt særlige strategier, som alle kan tage i brug derhjemme.

Samtaler sætter fut under ordforrådet
Den første strategi handler om at udvide dit barns sprog. Tal om det I laver, og det I ser på jeres vej. Måske siger dit barn ’bus’, når bybussen suser forbi på jeres gåtur. Så kan du svare: ”Ja, du har ret. Det er en gul bus, og den stopper henne ved stoppestedet”.
 - På den måde sætter du dit barns ord ind i en sætning, og hun får nye ord ind under huden, forklarer Nynne Horn og deler sit næste gode råd:
 - Hav en masse samtaler, hvor I skiftes til at tale. Når dit barn siger noget eller gestikulerer, så lyt og brug det til at stille et nyt spørgsmål og før samtalen videre. De børn, der har flest samtaler med voksne, er nemlig også dem, der har det største ordforråd.

Små læseheste får ord serveret
Den tredje strategi til at udfolde dit barns sprog finder vi i bøgernes verden. De kan, ifølge Nynne Horn, nemlig noget helt særligt, fordi skriftsproget er anderledes end vores mundtlige hverdagssprog.
 - De færreste små børn kan sidde stille og lytte til højtlæsning længe ad gangen. Og det er helt fint, forsikrer sprogkonsulenten:
 - Det er vigtigere, at I taler om billederne og det, der måske sker på næste side end at læse bøger slavisk fra ende til anden.
 De tre strategier er simple og effektive, når de integreres i hverdagen og gentages gang på gang.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025