Carl i kirken



“Carl i kirken” tager fat på en række af Carl Nielsens smukke sange og sætter dem ind i en ramme ledsaget af mesterens egne ord og barndomserindringer samt fortællinger om opvæksten ved Nørre Lyndelse på Midtfyn. F.eks. da han finder ud af at køkkenbordet egentlig er et forhenværende spinet, et slags klaver med strenge, eller da han laver små melodier ud af brændestykker. Som publikum får man rum til at danne sig de billeder, der opstår, når Karsten Holm & trio fremfører et bredt udsnit af sangene.

Musikalsk fortolker ”Carl i kirken” komponistens sange på en ny måde. Indimellem tæt på originalen, men mest i nye og originale arrangementer, tilsat stænk af jazz, folk og pop.

Sangene var nærmest en bibeskæftigelse for Carl. De store værker, symfonier, korværker, operaer og violinkoncerter, skulle han kæmpe for, hvorimod sangene og salmerne nærmest kom til ham af sig selv. Han sagde om disse sange:

»Det er underligt som det er gået med disse melodier. Det er som om det ikke er mig der laver dem; men de kommer ligesom små dyr eller fugle ind i min stue og beder om at komme med. Jeg undrer og glæder mig så ofte over dette arbejde fordi det er en hel anden verden end den hvori mine store ting hører hjemme.«

Karsten Holm kommer fra et hjem, hvor Højskolesangbogen bliver flittigt brugt ved enhver lejlighed. Når Karstens familie er samlet, hvad enten det er til fest eller begravelseskaffe, så er det et sikkert programpunkt at Højskolesangbogen bliver delt rundt. Så foreslår værten en sang, og som regel fører det endnu en sang med sig, og tit bliver det til mange, sunget på bedste højskolemaner. Mange af disse sange har vores nationalkomponist no. 1, Carl Nielsen skrevet musikken til.

»Højskolesangbogen og i særdeleshed Carl Nielsen er en del af mit musikalske DNA. Derfor har det i arbejdet med koncertfortællingen været særdeles spændende at fordybe sig i komponistens liv og baggrund,« siger Karsten Holm.

Oplev Karsten Holm fortolke Carl Nielsen i Yding Kirke

Koncertfortællingen finder sted i Yding Kirke torsdag den 5. marts kl. 19.00 og varer ca. 60 min. Der er fri entré og menighedsrådet byder på et lille glas i kirken.

”Carl i kirken” består af musikerne:
Karsten Holm, vokal, guitar
Thomas Reil, piano og arrangør
Anders Nyløkke, kontrabas
Mads Bo Erhardsen, saxofoner m.m.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024