Dankort smelter sammen med app til tankstationen



I 2015 gjorde OK det muligt for kunder at tanke bilen med nogle få tryk i en betalings-app. Sidenhen er funktionaliteten i appen, den første og eneste af sin slags i Danmark, blevet optimeret og udvidet markant, herunder med mulighed for at starte en bilvask.
 OK oplyser, at flere tusinde daglige tankninger bliver foretaget med appen i dag. Nu får den så endnu en fjer i hatten; Dankort.

First mover i branchen
Med OK’s app kan kunden altså vælge stander, åbne pumpen og endda afregne tankningen og støtte lokalsporten via et tilknyttet OK Benzinkort i appen. Det betyder, at man kun skal forlade den lune bil, når pistolen skal sættes i bilens tank.
 - Vi var de første, der kunne tage imod Dankort på selvbetjeningsanlæg, og vi var de første med en betalingsapp. Siden har vi lagt MobilePay ind i appen, og nu bliver det muligt at tilknytte sit Dankort, siger Anders Knudsen, salgsdirektør i OK.
 - Det giver kunder, der ikke har et OK-kort mulighed for at benytte appen og betyder, at man med såvel Dankort som OK-kort kan koble sig på vores velkendte sponsorkoncept og via appen støtte sin lokale klub eller forening med 5 øre for hver liter, man tanker, tilføjer salgsdirektøren.

Nets: Et kig ind i fremtiden
Nets, som står bag Dankort, Betalingsservice og NemID, lancerede selv en Dankort-app i 2017, hvor forbrugere har mulighed for at bruge deres smartphone som betalingsmiddel i butikkerne. Jeppe Juul-Andersen, som er direktør med ansvar for Dankort hos Nets, forklarer, at vi i fremtiden vil se flere og flere betalingsmidler, der er integreret med digitale enheder.
 - Mobilen har vi næsten altid på os, så det er oplagt at bruge den som sit Dankort. Det er nemt og bekvemt, og du skal ikke have dit plastikkort frem, siger Jeppe Juul-Andersen og tilføjer:
 - Vi tror på, at vi for alvor kommer til at se en stigning i brugen af mobilen til betaling i den kommende tid, men også helt nye digitale måder at betale på - eksempelvis via biometri - vil vinde frem i den nære fremtid. Og der vil Dankort også være med som den grundlæggende betalingsinfrastruktur, der sikrer effektiv, hurtig og billig betaling til gavn for forretningerne og forbrugerne.
 Hos OK ser man det seneste tiltag med Dankort i appen som et led i en langsigtet digitaliseringsstrategi til gavn for kunden.
 - Vi skal være så kundevenlige som overhovedet muligt. Vi har hele tiden fokus på at optimere kundeoplevelsen, og her er digitaliseringen og graden af bekvemmelighed ved at betale selvfølgelig en klar faktor, lyder det fra Anders Knudsen.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024