Fin velkomst til nye Horsens-borgere



På Fængslet i det tidligere snedkeri var der dækket op til morgenmad og -kaffe da mere end 100 personer, unge, ældre og familier med børn, havde taget mod Horsens kommunes tilbud om en velkomstpakke. Der var deltagere som var flyttet til Horsens by, Hovedgård, Brædstrup og Stenderup, og i døren stod borgmester Peter Søren og tog personligt mod alle de nye tilflyttere.

Horsens gennem tiden

Arrangementet som varede tre timer, begyndte med at borgmester Peter Sørensen fortalte om Horsens gennem tiden, om byens tidligere blakkede ry som fængslet blandt andet stod for. Om den hårde tid i 1980’erne hvor mange store arbejdspladser lukkede eller flyttede ud af byen. Han fortalte om vendepunktet i 1990-erne, hvor Frank Panduro flot proklamerede: Jeg hiver alle verdensstjernerne til Horsens! Hvilket som bekendt lykkedes og byens image skiftede til kulturby og mange af byens borgere kunne igen ranke ryggen og være stolte.

Borgmester Peter Sørensen sagde også at Horsens er en uddannelsesby/-kommune og en moderne arbejderby, og han afsluttede med at sige til alle: Jeg håber også at I vil få jeres Horsens-historie.

Der sker meget på Fængslet

Herefter blev podiet overladt til Fængslets direktør Astrid Søes Poulsen der fortalte om stedets voldsomme historie siden åbningen af statsfængslet i 1853 og frem til lukningen i 2006. Der var en kavalkade af tidligere og kommende arrangementer på Fængslet. Desværre måtte man aflyse den planlagte vandring rundt om de gamle bygninger da voldsom blæst og nedbør gjorde opholde udendørs til en temmelig fugtig affære.

Våd bustur i Horsens

Efter endt velkomst i snedkeriet begav alle deltagerne sig ud til tre ventende busser og forude ventede der 1½ times guidet rundvisning i Horsens by. På trods af det våde og blæsende vejr kom man på turen godt rundt i byen og fik præsenteret de mange kendte steder som byen rummer. Turen gik over Ane Staunings Vej hvor man kørte forbi de to skoler og videre ad Langemarksvej og ud til VIA College. Ned til vandet og Langelinie, hospitalet og havnen, som vokser med en ny bydel.

Man så Horsens Ny Teater, Industrimuseet, det nye campus-byggeri ved Banegården og rådhuset på rundturen. Efter en tur ud i sydbyen gik turen ned ad Vejlevej og man så dæmningen på Schüttesvej som tidligere var ugens store samtaleemne i byen og medierne – herefter gik turen rundt om Bygholm Sø, der mere lignede en flod efter den megen nedbør. Da turen var endt, kunne en flok tilflyttede komme hjem i tørvejr og glæde sig til Horsens bliver tør og foråret snart gør Horsens kommune smuk i sin grønne klædedragt.

Kildall

smiley Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024