God dialog styrker Horsens Kommunes erhvervsvenlighed

God dialog styrker Horsens Kommunes erhvervsvenlighed
14. 11 2018
Tæt kontakt til Dansk Byggeri og lokale bygge- og anlægsvirksomheder fremmer Horsens Kommunes erhvervsvenlighed.

Borgmester Peter Sørensen har netop mødtes med Dansk Byggeri for at sikre og udvikle det gode samarbejde. Begge parter er meget tilfredse med Horsens Kommunes fremgang til 5. pladsen i Dansk Byggeris årlige analyse af kommunernes erhvervsvenlighed og den tætte og konstruktive dialog, der har været i løbet af året.

- Vi har en stærk byggebranche i Horsens, og vi kan se, at vores tætte kontakt til virksomhederne i dagligdagen virker. Sammen finder vi gode løsninger, der skaber endnu flere arbejdspladser og uddannelsesmuligheder i vores område, siger Peter Sørensen og fortsætter:

- Derfor skal vi blive ved med udbygge gode relationer mellem kommunen, lokale bygge- og anlægsvirksomheder og Dansk Byggeri. Det gør vi blandt andet ved at invitere til et fælles møde den 11. december på FÆNGSLET, hvor vi stiller skarpt på boligudvikling og investeringsmuligheder i vores kommune, som de sidste 10 år er vokset med i gennemsnit 1.000 indbyggere om året.

Dansk Byggeri kvitterer for godt samarbejde

Jens Arne Pedersen, der både er medlem af bestyrelsen for Dansk Byggeri Østjylland og formand for lokalforeningen i Horsens orienterede på mødet om en travl bygge- og anlægsbranche både i Østjylland og i Horsens og fortsatte:

- Vi er meget tilfredse med den gode dialog og samarbejdet med Horsens Kommune. Vi vil igen i år kvittere for et meget stort anlægsbudget og en fornuftig udbudspolitik, der er med til at skabe arbejdspladser og aktivitet i lokalområdet. Vi kvitterer også for, at Horsens sammen med 11 andre kommuner i Business Region Aarhus har sørget for ens fleksible regler for adgang til genbrugspladser i hele Østjylland. Næste skridt er at få etableret et endnu bedre samarbejde med jobcentrene, nu hvor vi ser, at adgangen til kvalificeret og kompetent arbejdskraft er en af branchens største udfordringer.

- Vi ser frem til mødet i december samt endnu et fælles initiativ i starten af 2019, hvor de mange bygge- og anlægsprojekter, tidsplaner og udbudsformer vil blive præsenteret for vores medlemmer.

Den store byggeaktivitet i Horsens fortsætter i de kommende år, hvor en lang række nye bygge- og anlægsprojekter sættes i gang.