Gymnasieelever deltager i EM med app til ordblinde



Fire gymnasieelever fra Horsens og Esbjerg har opfundet appen SubReader, som kan læse underteksterne højt fra bl.a. Netflix. Appen kan derved være med til at gøre serieaftenen med vennerne mere afslappet for fx ordblinde.
 Den gode idé kombineret med forretningssans, viden om avanceret softwareteknologi og masser af arbejdstimer kan gøre gymnasieeleverne til europamestre i entreprenørskab, når de den 25.-27. juli 2016 deltager i EM for unge entreprenører i Lucerne, Schweiz.
 Bag SubReader-appen står Alexander Gram Jensen, Kristoffer Strube Græm og William Nyby Pedersen, som efter sommerferien skal i 3. g på Learnmark Gymnasium HTX i Horsens, og Anders Bredgaard Thuesen, som i august skal i 3. g på Rybners Gymnasium i Esbjerg.

Fra skoleprojekt til virksomhed
SubReader-opfinderne har siden efteråret 2015 udviklet appen, som i første omgang var et skoleprojekt på HTX. Siden  har appen indbragt gymnasieeleverne fire førstepladser i innovationskonkurrencer, senest var det DM i april 2016, som gav dem adgangsbilletten til det eftertragtede EM og en check på 10.000 kr.
 - Op til EM har vi videreudviklet softwaren i appen, så den er blevet mere driftssikker og brugervenlig. Appen kan nu uden problemer læse underteksterne højt fra Netflix, og vi arbejder målrettet på at få appen til at spille sammen med andre platforme som fx HBO og ViaPlay, siger Alexander Gram Jensen.
 Gymnasieleverne har også et mål om, at appen skal kunne læse underteksterne højt fra biografaktuelle film og TV-udsendelser. De er også i kontakt med Center for undervisningsmidler og skal efter EM teste appen på udvalgte grundskoler i Hedensted Kommune.

Fire delkonkurrencer til EM
Til EM i Lucerne skal SubReader konkurrere i fire discipliner: Dommerinterview, scenepræsentation, standpræsentation og forretningsplan, som er sendt forud for EM. Det hele foregår på engelsk, men det skræmmer ikke gymnasieeleverne.
 - Vi har ret godt styr på vores fremlæggelser, men vi skal naturligvis være ekstra opmærksomme på, at vi bruger de helt rigtige engelske termer. I vores fremlæggelser sætter vi denne gang mere fokus på mulighederne for at sælge appen i udlandet, da dommerne jo kommer fra hele Europa, fortæller Kristoffer Strube Græm.

Målet er at vinde EM
SubReader har stort set vundet alle konkurrencer, de har deltaget i, og de går derfor også målrettet efter at vinde EM.
 - Til de foregående konkurrencer har vi kendt vores konkurrenter. Det gør vi ikke denne gang, og det gør det ekstra spændende. Vi tror dog, at vi har en fair chance for at gå hele vejen – vi melder os ikke til noget, hvis det ikke er for at vinde, understreger Anders Bredgaard Thuesen, som sammen med de øvrige SubReadere glæder sig til at få en stor EM-oplevelse.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

FOto: SubReader, da de den 27. april 2016 vandt DM i Entreprenørskab og dermed kvalificerede sig til EM. Fra venstre H.K.H. Prins Joachim og H.K.H. Prinsesse Marie, Anders Bredgaard Thuesen, Alexander Gram Jensen, Kristoffer Strube Græm, Rikke Lysholm, lektor på Learnmark Gymnasium HHX og HTX, William Nyby Pedersen og Christian Vintergaard, CEO i Fonden for Entreprenørskab. Foto: Fonden for Entreprenørskab.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024