Historien bag forbrydelsen ved jernbanebroen



Forfatteren havde med egne ord inviteret sig selv til foredraget torsdag aften på Gedvedhus. Gedved Egnsarkiv og Gedvedhus Aktivitetscenter var arrangører for aftenen, som samlede lidt mere end 40 tilhørere. Anledningen var naturligvis Jørn Damgaard Andreasens nyudkomne spændingsroman ”Banemandens testamente ...”, og arrangementet lå lige for, for forfatteren havde under processen været en af arkivets flittige gæster.
 Og det blev en indholdsrig aften for de fremmødte, for forfatteren er lige så underholdende en fortæller som på tryk, i en overflod af små finurlige og uventede paraleller og pointer. Jørn Damgaard Andreasen mestrer til fulde kunsten at levere et budskab med rafinnement tilsat en passende portion humor i en herlig cocktail.
 Selve foredraget tog udgangspunkt i naturgenopretningsprojektet og bevægede sig herfra over forfatterens barndom i Østbirk og på Østbirkegnen som en naturlig indledning til foredragets kerne, spændingsromanen.
 Romanen foregår - ud over naturligvis ved den fritlagte jernbanebro - hovedsageligt i lokalmiljøet, hvor Fru Blomsterhandler Blom, Asgers Bageri, Svend Mekaniker (Sørensen), Mads og Kirstine på Sandvad Kro og De Gamles Hjem - nu Birkebo, Østbirk Kirkegård og såmænd også undertegnede redaktør P. Stougaard, er blandt nogle af den genkendelige rammer og personer. Nogle skal man kende for at genkende, men væsentlige for grundfortællingen er de egenlig ikke, det er blot ekstra underholdning for de lokalkendte.
 Hovedpersonerne Sigfred Markussen og Skraldepeter bor hhv. i Stensballe og på Fabriksvej i Horsens, og besøger uafhængigt af hinanden området med den ”S”-mærkede sten ved jernbanebroen og Peter oveni sin bestefader på Birkebo. Den ”S”-mærkede sten er bindeleddet mellem personerne i fortællingen, der foregår over en periode lige så lang som jernbanebroen er gammel.
 Jørn Damgaard Andreasen trak episoder frem for tilhørerne, hvor forklaringer gav et indblik i forfatteren kolossale lokale viden og perfektionisme i virkelighedens detaljer.
 Til stor morskab for undertegnede redaktør har forfatteren f.eks. indskrevet 1. aprilsnaren fra Horsens Kommune i år, hvor man bebudede at  ”Udvalgsformand stopper broprojekt” hvorfor fritlægningen af broen måtte udsættes, fordi der var ynglende ulve i området. En historie Horsens Kommune udsendte 1. april kl. 06.00 som pressemeddelelse til diverse medier, herunder Horsens Folkblad, som bragte nyheden 1. april.
 - Når man som avis bringer nyheden, er man vel hoppet på aprilsnaren, i modsætning til Østbirk Avis Østjydsk Avis, der valgte at bringe sin egen aprilsnar.
 Her kan man foranlediges til at tro forfatteren er i besiddelse af de samme evner som en af personerne i romanen - spåkonen Hulunda - for det var lige præcis hvad redaktøren på Østbirk Avis Østjydsk Avis tænkte, da han læste det lokale dagblad, efter at have moret sig over og sendt kommunens aprilsnar i computerens papirkurv.
 Begge aviser er iøvrigt genstand for mange kommentarer romanen igennem.
 Mange fik en signeret udgave med sig fra den underholdende aften, og romanen kan stadig købes bla. hos SuperBrugsen Østbirk, Gedved og Brædstrup, Dagli’Brugsen Lund og på nettet.
 Jørn Damgaard Andreasen er iøvrigt ved at lægge sidste hånd på sin næste bog. Bogen har endnu ikke fået en titel, men handler om Østbirk i perioden 1947-1967, forfatterens første 20 år - i lokalmiljøet bl.a. omkring butikker, naboer, gårde og skolen.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024