Horsens guldkyst er allemandseje



Kyststrækningen i Horsens Kommune er en platform for fritidsaktiviteter lige fra fiskeri og kajakroning til gåture og badning, og det skal den fortsat være, mener både Horsens Kommune og den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening.

- Kysten er et vigtigt rekreativt område for borgerne i Horsens Kommune. Derfor arbejder vi for en tilgængelig kyst ved at begrænse de private anlæg, der blokerer for borgernes adgang, siger lokalformand for Danmarks Naturfredningsforening i Horsens Lilian Sørensen.

Hun har taget kontakt til Kystdirektoratet, fordi direktoratet i september måned godkendte en stenkastning ud for en privat ejendom på strækningen mellem Sundet og Husodde, også kaldet Guldkysten. Stenkastning er typisk store granitsten, der placeres langs en kyststrækning for at forhindre bølger og stærke strømme i at gnave af kysten.

Fri færden
I Horsens Kommune vil man også gerne sikre, at borgerne kan færdes så frit som muligt i kystlandskabet. Mens indgreb på kysten i form af beskyttelsesforanstaltninger såsom stenkastninger kræver tilladelse fra Kystdirektoratet, så er det kommunen, der giver dispensation til private bådebroer og lignende.

- Det er ikke umuligt at få en dispensation fra Horsens Kommune, men vi vil helst begrænse omfanget af nye anlæg på kysten for at bevare borgernes mulighed for at færdes frit, siger biolog i Horsens Kommune Bettina Lerche.

Både Horsens Kommune og Danmarks Naturfredningsforening i Horsens ønsker i fremtiden at forbedre adgangen til kysten ved at fjerne tilgroninger og etablere stier på de skrænter, der går til og fra vandet.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024