Klimaindsatsen i Horsens skal op i gear



På tirsdagens byrådsmøde var CO2-udledningen og dermed klimaudfordringen på dagsordenen. Og det er jo glædeligt at se, at der på trods af vækst og udvikling i kommunen er sket et fald i CO2-udledningen i Horsens Kommune. Fra 2007 til 2015 er der således sket et fald på 20 % - svarende til et fald fra 9,7 tons CO2 til 7 tons CO2 pr. borger i kommunen.
 Fra SF’s side er vi dog også pinligt bevidste om, at det langt hen af vejen ikke er os selv vi kan takke for det foreløbige fald, som primært skyldes regionale og nationale satsninger. Vi bider således mærke i denne formulering fra byrådsmødets sagsfremstilling:
 ”Såfremt de nationale mål skal nås i 2050, vil det formentlig kræve mere handling internt i Horsens Kommune”.
 I sagsfremstillingen og i den vedlagte kommentar/anbefaling fra Klimrådet var der især fokus på transportområdet og især privatbilismen. Her står vi nok inden for en overskuelig årrække overfor en revolution i forhold til elbiler, og her er det vigtigt, at vi i Horsens Kommune understøtter denne udvikling, men også forbereder os på den, når vi planlægger vores infrastruktur.
 I forhold til cyklismen, så har vi i Horsens Kommune et stort potentiale for at gøre det bedre. Vi skal have kommunens pendlere og unge under uddannelse til at bruge cyklen meget mere. Den nye ordning med udlån af elcykler til kommunens borgere kan måske være med til at sætte gang i denne indsats. Og så er det igen vigtigt, at vi har fokus på cyklismen, når vi tænker infrastruktur og udvikling i kommunen.
 Vi må dog også erkende, at vi på energiområdet er udfordrede. Det viser tal fra Region Midtjylland også, når man ser på andelen af vedvarende energi. Her er Horsens langt under det regionale mål om en andel på 50 % i 2025. Vi er i øjeblikket i omegnen af en andel på 20 %, hvilket gør os til nr. 16 ud af de 19 kommuner i Region Midtjylland.
 Noget, der bliver umådelig vigtigt for Horsens Kommune i denne sammenhæng bliver udrulningen af den kollektive varmeforsyning i kraft af fjernvarmen. Og selvom det for den enkelte kan være et irritationselement, så er det ekstremt vigtigt, at vi får sat gang i denne store ændring af vores energiforsyning over de kommende år.
 Horsens er Klimakommune, hvilket medfører et krav om en reduktion på 2 % CO2 om året. I sidste budgetforlig fik SF skrevet ind, at det skulle undersøges om Horsens Kommune skulle opgradere til at blive Klimakommune Plus. I lyset af denne seneste opgørelse over vores CO2-reduktion ser der ud til at være god ræson i en sådan opgradering, for der er stadig et stejlt stykke vej til at nå de ambitiøse mål, vi har sat for os selv og kloden.
 Let’s make our planet great again!

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024