Korsang i frokostpausen



Medlemmerne af koret dropper håndmadderne til fordel for en korprøve under ledelse af Tage Carlsen. På Spil Dansk Dagen torsdag den 30. oktober synger de kl. 8.15 i foredragssalen på Horsens Rådhus. Foto: Horsens Kommune

12 kvinder og tre mænd har skiftet håndmadderne ud til fordel for en sang.
Siden efteråret satte ind, har de en til to gange om ugen – i frokostpausen – øvet sange, som de vil berige deres kolleger med på Spil Dansk Dagen torsdag den 30. oktober.
- Lige nu er nerverne altså lidt på højkant, for vil der overhovedet dukke nogle op for at høre os synge. Det kan man jo godt blive lidt nervøs for, fortæller Maibritt Davidsen, der for tre år siden tog initiativ til at danne koret. Når hun ikke synger, er hun visitator i Handicap og Ældre, Rådgivning og Visitation.
Først kaldte de sig Myndighedskoret, fordi medlemmerne kom fra Myndighedsafdelingen. Men stemmerne nåede længere ud, og de sangglade fik ikke lov til at synge i fred ret lang tid.
- Nogle af vores kolleger i Velfærd og Sundhed hørte om os og ville gerne være med, så nu hedder vi Spil Dansk Koret fra Velfærd og Sundhed, siger Maibritt Davidsen, der glæder sig over de mange sidegevinster ved korsangen.
- Dét at synge sammen er selvfølgelig alle tiders, men når vi nynnende går tilbage til kontorerne, får vi samtidig masser af god energi til eftermiddagens opgaver.

På Spil Dansk dagen synger koret kl. 8.15 i foredragssalen
Repertoiret omfatter ”Det løvfald som vi kom så alt for nær” med tekst af Frank Jæger og musik af Tony Vejslev, ”Du lagde i det mindste frø” med tekst af Michael Nielsen og musik af Erling Lindgren, ”En solskinsdag” med tekst af Tove Hansen og korsats af Tage Carlsen og ”I dag skal du løfte dit hoved mod himlen ” med tekst af Jens Rosendahl og musik og sats af Kristian Enevoldsen.
Og så er der naturligvis fællessangen ”Svantes lykkelige dag” af Benny Andersen.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024