Learnmark Business og Learnmark Tech – nye navne på Learnmark Horsens



På Learnmark Horsens er man i fuld gang med at udvikle de merkantile og tekniske erhvervsuddannelser med afsæt i erhvervsuddannelsesreformen, der træder i kraft august 2015. Og netop reformen er ifølge direktør Hans Werner Jacobsen afsættet for de nye navne.
- Målet med reformen er at styrke erhvervsuddannelserne. Det gør vi gennem mange nye tiltag, så uddannelsernes indhold og struktur bliver endnu bedre. Derfor er det naturligt, at vi også giver det nye indhold nye navne, siger Hans Werner Jacobsen.

Learnmark Business
Navnet Learnmark Business er blandt andet valgt, fordi det signalerer moderne og international handel og detail. Derudover hænger det nye navn sammen med de to nye fagretninger, man fra august 2015 kan vælge.
- Fremover kan unge vælge mellem EUX-business og HG-business, hvis de ønsker en merkantil erhvervsuddannelse. Med EUX-business bliver man både student og faglært på én gang, og vi forventer os meget af den nye uddannelse, som giver eleverne endnu bedre muligheder for at læse videre, fortæller Hans Werner Jacobsen.
HG-business er den anden fagretning, som unge og voksne kan vælge, hvis de drømmer om en praktikplads inden for fx detailhandel.

Learnmark Tech
For direktøren var Learnmark Tech et oplagt navn til de tekniske erhvervsuddannelser.
- Learnmark Tech signalerer tydeligt, at her kan man uddanne sig inden for de tekniske erhvervsuddannelser. Navnet rummer også, at vi i forbindelse med reformen sætter endnu mere fokus på fx robotteknologi og bæredygtigt byggeri, som giver eleverne den nyeste viden inden for både teknolog, byggeri og transport, fortæller Learnmark-direktøren.

Skærpede krav
Reformen af erhvervsuddannelserne medfører blandt andet skærpede adgangskrav til grundforløbet og skærpede overgangskrav fra grundforløb til hovedforløb. Derudover ændres der på, hvordan og hvornår man kan starte på en erhvervsuddannelse.
Fremover skal man fx have mindst 2,0 i gennemsnitskarakter i både dansk og matematik til afgangsprøven i 9. eller 10. klasse for at kunne blive optaget på en erhvervsuddannelse. Derudover skal man have bestået flere fag på højere niveauer end tidligere for at kunne fortsætte på hovedforløbet.
 

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Kemikalieudslip i Nim
06. maj 2024