Omsorgsklovne skaber stjernestunder for mennesker med demens



Mennesker med demens kommunikerer med øjnene. Det er vigtigt, at vi tør bruge os selv til at læse, hvad de siger, fortæller Tanja Marcher og Arendse Lillesø.

Det handler om at skabe stunder med glæde og trivsel for borgere med demenssygdom, når omsorgsklovnene TUT og TUT alias Tanja Marcher og Arendse Lillesø rykker ud og møder beboerne i Horsens Kommunes demensenheder.

At det reelt giver borgere med demenssygdom glade oplevelser i nuet og positive, respektfulde relationer at få besøg af klovnene, fastslår et nyt undersøgelsesprojekt med titlen 'En mærkbar forskel'.

Der er nemlig ikke tale om klovneri i traditionel forstand, når Tanja Marcher og Arendse Lillesø kommer på besøg. De benytter sig i højere grad af en let, sjov og med egne ord 'tuttet' adfærd, der er genkendelig i hverdagslivet og som møder borgeren i øjenhøjde. Til det bruger TUT og TUT gerne forskellige genstande og billeder, der skaber aha-oplevelser og vækker minder.

- Der er så meget, der inspirerer os, når vi besøger en beboer. Som mennesker kan vi selv skabe grobund for at få en masse smil og kram. Og vi får så meget igen - kærlighed og varme følelser. TUT og TUT griber nuet og giver beboeren en oplevelse af at føle sig set og hørt og værdsat, som det menneske han eller hun er. Det kan godt være, at ressourcerne langsomt svinder væk. Men det er vigtigt, at vi insisterer på, at alle har ressourcer tilbage. Vores tilgang er altid at se de ressourcer hos det enkelte mennesker, der er på plussiden. Det kan være et sats at bringe humor ind, hvor der er sygdom. Men vi er nødt til at gøre livet til en fest uanset forudsætninger.

Når TUT og TUT møder mennesker, gør de meget ud af at aflæse, om de er åbne for en lille hyggestund.

- Vi kan trække os hurtigt, hvis der ikke er åbenhed. Til gengæld har vi også et trænet øje for at kunne se, når der blot er en lille sprække. Og så er det vores kunst at honorere den åbenhed og vælge de rette virkemidler til at skabe en positiv relation og et dejligt øjeblik.

Et andet formål med projektet har været at videreformidle viden og erfaringer, som kan udvikle omsorgsarbejdet omkring mennesker med demens, og det ønsker omsorgspersonalet i Sundhed og Omsorg i Horsens Kommune at lade sig inspirere af.

- Vi har set, at den anderledes tilgang medvirker til glæde og velvære, at TUT og TUTs tilgang kan åbne for minder og sprog. Vi kan lære at få en større nysgerrighed på, hvad der sker i vores relation til borgerne. At turde at give slip og bruge os selv og lave små positive forstyrrelser i hverdagen, som passer både til beboeren og den enkelte medarbejder. Vi lader os stærkt inspirere af, hvilke ting vi kan drage ind i den relation, som kan give endnu flere stjernestunder i hverdagen, siger Susanne Rasmussen funktionsleder og demenskoordinator i Horsens Kommune.

Projektet 'En mærkbar forskel' er gennemført af Marcher og Lillesø samt Schildknecht IVS og er støttet af TrygFonden. Det bygger på undersøgelse af 28 besøg på demensenheder i Horsens Kommune samt inspirationsmøder med plejepersonale og pårørende.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024