Peder Skrams Mandeklub

Peder Skrams Mandeklub
25. 06 2020
Til efteråret starter Peter Skrams mandeklub op i Østbirk præstegård. Mandeklubben er tænkt som en mulighed for, at mænd kan mødes og tale sammen om et emne og spise frokost sammen. Klubben er åben for mænd fra Østbirk-Yding og omegn, og det foregår den anden torsdag i måneden i tidsrummet kl. 11-13. Man betaler kr. 30,- for frokosten. Det er en ”åben” klub, men der er en begrænsning på 60 deltagere, og man skal tilmelde sig for at være med.

Initiativet er kommet i stand i et samarbejde mellem Sognepræst Peter Tast, Horsens kommune og Horsens provsti. Peter Tast har samlet en styregruppe til at sætte kursen og sejlene for Peder Skrams Mandeklub, men det er meningen, at deltagerne selv skal være med til at forme programmet ved at komme med ønsker, forslag og gode ideer.

De første 3 gange er planlagt. Første gang den 10. september vil vi tale om forventninger og idéer til det fremtidige indhold. Torsdag den 8. oktober vil Steen Zoffmann fortælle om ”En sømands liv” og torsdag den 12. nov. Kommer Karl Kloppenborg Møller og beretter om en ”ferietur i hestevogn”.

Der sigtes mod 10 møder om året, men det og meget mere kan du få indflydelse på, hvis du vil være med. Tilmelding til sognepræst Peter Tast på mail: pht@km.dk eller på tlf. 61223999.