
Efter en succesfuld første udgave i 2015, så kommer Fængslet i Horsens igen til at summe af lyden fra tatoveringsmaskiner, når portene åbnes fredag den 6. maj til en weekend med fokus på kropskunst af højeste klasse, livemusik med Donkeysound: Wafande, Kaka, Pharfar og Fresh-i, skate, bmx, graffiti og amerikanerbiler.
Til Prison Ink kan man som besøgende opleve tatoveringer blive lavet på stedet og få et indblik i en verden, man måske ikke kender og få lavet sin drømmetatovering af nogle af de dygtigste i verden.
Prison Ink kan i sin anden årlige udgave allerede kalde sig en international tattoomesse. Der kommer nemlig tatovører fra 20 forskellige lande lige fra USA, Argentina, Spanien og Tyskland til Italien, Finland, England, Sverige, Norge og mange flere.
- Ligesom første år er der fokus på, at Prison Ink skal være en helhedsoplevelse for alle aldersgrupper og alle interesserede. Det er ikke kun dem, der allerede har tatoveringer, der kan få en oplevelse på tatoveringsfestivalen. Alle andre kan få en på opleveren, siger Daniel Vous Pedersen, der er en af arrangørerne der laver festivalen i tæt samarbejde med Fængslet.
- Der har været stor interesse fra mange udenlandske tatovører i år, så det er en stor ting for Horsens og Fængslet, at Prison Ink nu for alvor kan kaldes en international tattoo convention. Samtidig har vi de allerbedste og mest anerkendte danske tatovører med også, siger Daniel Vous Pedersen og forklarer:
- Det her er en virkelig god mulighed for at få en aftale med en masse tatovører, der normalt ikke er i Danmark eller Horsens og arbejde. Hvis man vil være sikker på at få en aftale, så kan man kontakte tatovøren direkte på vores hjemmeside. Det er en god ide at være ude i god tid for at sikre sig aftale med en bestemt tatovør. De fleste tatovører laver selvfølgelig også aftaler på stedet ude til festivalen.
Fra realisme og old school til håndstukne tusser
Det anerkendte tatoveringsmærke Cheyenne har igen nogle af deres top-artister med på messen. Blandt andet Derek Baker fra Sydafrika, danske Mini og Timmi Mensah, der begge er anerkendte for deres realistiske tatoveringer. En af spaniens bedste realismetatovører Xavi Garcia arbejder også på messen, ligesom italienske Clod The Ripper, der primært arbejder i sort/grå farver og er blevet kendt i Italien som hovedperson i tv-programmet Milano Ink, en pendant til programmer som L.A. Ink og Miami Ink. Igen i år vil der også være håndstukne tatoveringer, der laves uden maskine af canadiske Colin Dale.
Prison Ink har indgået et tæt samarbejde med brancheorganisationen Dansk Tatovør Laug, der arbejder for ordnede forhold og hygiejne i tattoo-branchen. DTL vil stå for håndteringen af de i alt 14 tattoo awards, der uddeles til de bedste tatoveringer på festivalen.
Kendte musikere spiller live
Wafande, Kaka, Freshi-I og Pharfar – kendte danske musikere, men også musikere der elsker tatoveringer. Lørdag aften spiller de live til Prison Ink under deres fælles musikerkollektiv Donkeysound. Et orkester man også kunne følge i DR3 dokumentaren Donkeydrengene.
- De fire musikere vil også få lavet tatoveringer under festivalen, så man skal ikke blive overrasket hvis man pludselig ser Wafande sidde hos en tatovør og få lavet en ny tatovering, siger Daniel Vous Pedersen.
Om fredagen spiller Johnny Horsepower – et dansk Johnny Cash coverband – live to gange i løbet af dagen.
Masser af aktiviteter
For at der foregår noget i hele området bag fængselsmurene, er der i fængselsgården igen fokus på graffiti, men i år bliver der endnu mere. 10 professionelle graffitikunstnere gæster Prison Ink. Blandt andet de verdenskendte kunstnere SWET og CMP, der hører til blandt de mest anerkendte malere i verden.
I samarbejde med Monster Energy bliver Prison Ink i år beriget med et stort skate og BMX setup. Fra Tjekkiet kommer VSAXtreme teamet med professionelle skatere og BMX-kørere samt en stor rampe, hvor de vil lave flere shows i løbet af dagen. Der vil også komme andre teams og optræde på rampen, ligesom det bliver muligt for alle andre at prøve rampen, når den er ikke bruges af de professionelle kørere. Der vil også være mulighed for at låne udstyr og få instruktion af de professionelle kørere, inden man kaster sig ud i en øvelse på rampen.