Hovedgård Skole summede af aktivitet i ugen før vinterferien.
25 virksomheder skulle mandag opbygges rundt over hele skolen. Her kunne eleverne vælge om de ville arbejde som bager, i banken, biografen, hos politiet eller i slikbutikken. Blandt 25 valgmuligheder, skulle eleverne gøre butikkerne klar til åbning allerede dagen efter, hvor kundestrømmen begyndte, og handelen gik således lystigt fra tirsdag butikker og ansatte imellem.
- Alle elever fik deres første løn tirsdag morgen, 100 bugs, som er minisamfundets valuta, forklarer lærer Marianne Christensen, som foruden at være lærer i skilteværkstedet er en af tovholderne på ”anderledes ugen”.
- Faktisk har vi 2 valutaer. De 100 bugs eleverne får i daglig udbetaling kan der købes for rundt i butikkerne, dog ikke madvarer, her bruges en valuta, som skal købes for rigtige danske kroner i Bakkeby Nationalbank.
Og netop i banken var aktiviteten nærmere som da de forældre, der torsdag kom på indkøb i Bakkeby, gik i skole. Her var køerne lange for at hæve penge og få udbetaling.
Ved en af kasserne sad Martin Lund og Victor Nielsen og stakkede penge. Og det var helt bestemt rigtige danske kroner, som de to havde fuldstændig styr på.
Martin Lund forklarede hvordan han havde konstrueret et program til computersystemet i Bakkeby Bank på QR-koder. Således kunne han oplyse hver enkelt elev på hele skolen nøjagtigt hvor stort elevens indestående i bugs var, når der skulle hæves.
- Tirsdag omsatte vi for 10.000 kr., onsdag for 12.000, og her torsdag på ugens travleste dag, har vi allerede nogle timer før lukkettid passeret tirsdagsomsætningen, forklarede Martin og Victor, der var sikre på at der var omsætningsrekord inden længe.
På indkøbsturen rundt i Bakkeby var Pizzariaet et af de populære steder. Her blev pizza og pasta serveret med omhu og elegance. Men også oplevelser var der et righoldigt udvalg af i Bakkeby. Biograf, cirkus/teater, idrætsklub, motionscenter, musikstue, netcafé og spillehal. Selvfølgelig har Bakkeby også sin egen kulørte presse. Besøgende kunne således købe Bakkeby News, og i avisens spalter læse sig til hvorledes ugen var forløbet. Og den var ikke gået stille af bl.a. med 2 røverier hos smykkehandleren. Avisen bragte også anmeldelse af spisesteder og kunne fortælle at Cirkus Høns kom til Bakkeby.
- Ugen er gået supergodt. Eleverne har arbejdet på tværs af alle årgange. Der har virkelig været plads til udfoldelse på alle skolens kvadratmeter, og konflikter har der nærmest ingen været af, opsummerede Marianne Christensen. Og det var tydeligt at engagement og indlevelse var i højsædet hos skolens elever, store som små.
Alligevel var det nok ikke et minus at der om fredagen stod afspadsering på elevernes skema. Fredag var nemlig fridag på Hovedgård Skole efter 4 lange dage, og kun SFO’en var fredagsåben.
Målet for uge 6 på Hovedgård Skole var at give eleverne indblik i pengenes funktion i et samfund. At samarbejde på skolen for et fælles projekt. At åbne elevernes øje op for hinandens styrkesider på tværs af årgangene. At øve eleverne i at tage ansvar og invitere lokalsamfundet ind i minisamfundet.
Du får de lokale nyheder på Facebook, hvis du giver Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her!