Ægteparret Valbjørn er for mange mennesker identisk med Åmanden & Havheksen.
Åmanden alias landmand og åmand, Svend Erik Valbjørn er 3. generation på Haugaarden i Grønbæk ved Silkeborg. Haugaarden støder op til Grønbæk Put & Take. Fiskesøer som han selv har udgravet, etableret og udviklet, fra tidligere at have været marker, hvor hans køer græssede, til i dag, 26 år efter at han tog det første spadestik, at være en lille naturperle med 1 børnesø og 2 voksensøer, beliggende midt i skov og bakkedale med rigt fiske, fugle- og dyreliv. Åmanden nedlagde sit landbrug i 1998 og er i dag beskæftiget ved Silkeborg Kommune som - Åmand - med ansvar for åer, vandløb og en hel masse mere i Silkeborg
Svend Erik har, som landmand og åmand, lagt liv og sjæl i sin fiskepark i Grønbæk og har de seneste år fået hjælp af Lene, som hurtigt af søens gæster blev døbt Havheksen. Sammen nyder Åmanden & Havheksen at tænke skæve tanker samt at udvikle Put & Take fiskekoncepter i en ny og anderledes retning.
Åmanden flytter hjemmefra som 64-årig
I november 2015 erfarede Åmanden at der var et sø-anlæg i Vestbirk som var blevet sat til salg. Han fortalte Havheksen om Fyel Mose, som han, med interesse, havde fulgt igennem mange år og hørt fantastiske historier om. Specielt de kæmpe store og op til 17 meter dybe søer tiltrak klart en erfaren åmand.
En eneste køretur til Fyel Mose afgjorde alting. Åmanden som, sammen med havheksen, stadig boede i sit fødehjem faldt pladask for Fyel Mose og overrumplede sin Havheks ved at give udtryk for at det var livsdrømmen, som bare måtte udleves - man kan vel også godt sige at det er på tide at flytte hjemmefra som 64 årig, - den sætning blev sagt igen og igen med et smil om munden. 1. maj rykkede de nye ejere i beboelsen som hører med til Fyel Mose Fiskepark, og de har netop fået solgt Haugaarden og Grønbæk Put & Take til overdragelse den 1. juni.
- Fyel Mose Fiskepark har, som fiskesøer, været lukket i 4 år og det kræver derfor en kæmpe indsats at få søerne gjort fiskbare igen samt klargjort det skønne naturområde til igen at kunne modtage gæster fra fjern og nær.
- Vi er kommet langt og det er med stolthed at vi åbner lørdag den 14. maj og byder indenfor sammen med ca. 2 tons ørreder, som udsættes i disse dage, det er skønt med liv i søerne igen, siger Lene og Svend Erik og peger ud over søerne.
- Der mangler lige et gelænder på broen og andre småting, siger Svend Erik.
- Vorherre kan mange ting, men havemand er han ikke, griner Lene, med hentydning til søernes 4 års tilgroning.
3 fiskesøer i storslået natur
Fyel Mose Fiskepark er et 20 hektar stort naturområde med 55.000 kvm fiskesøer og 55.000 kvm naturgrund. Går man en tur rundt om søbredden på vejen og på de 3 øer, hvorfra der også kan fiskes, tilbagelægger man ca. 2 km.
- Vores fiskesøer består af i alt 3 søer. En børnesø og en familiesø, hvor vi udsætter regnbueørreder og guldørreder op til 3 kilo samt en natursø, med fisk op til 10+ kilo. I natursøen udsættes alle former for ørreder, f.eks. alm. og sølvblanke regnbueørreder, bæk og kildeørreder, brødding, tigerørreder og ikke mindst de meget populære guldørreder. Dertil kommer en bestand af gedder, sandart og ål, fortæller Lene.
- For mange mennesker er en Put & Take sø, blot et kunstigt anlæg hvor ørreder udsættes for derefter at blive indfanget igen af lystfiskere. For os er vores fiskepark langt mere end det! Dertil kommer fiskeret til den del af Gudenåen, som løber igennem vores matrikel.
- Oplev stilheden og roen i vores autentiske og utrolig smukke natur med plads til både store- og små legebørn. Er du til hygge i naturen og til lystfiskeri, ja, så vil vi meget gerne byde dig velkommen hos os.
Fremtidsvisioner, ansvarlighed og tryghed
Ambitionen hos Lene og Svend Erik er at der skal være plads til både leg, læring og sunde natur- og sportslige oplevelser.
- Det betyder alt for os at der er en god stemning omkring søerne og at vores gæster hygger.
Omkring søerne er der opstillet 10 redningskranse og der investeres i redningsveste til børn under 12 år som udlånes. Desuden opstilles der 4 hjertestartere strategiske steder omkring søerne.
Der arbejdes ligeledes målrettet på at etablere et lystfisker-træningscenter, hvor der også bliver træningskurser for både børn og voksne for både garvede og nybegyndere. Desuden er Lene og Svend Erik igang med at etablere en gruppe af dygtige og erfarne frivillige Fyel Mose coaches, som vil hjælpe med at oplære de mindre erfarne fiskere.
- Fyel Mose er så naturskøn og så mange mennesker giver udtryk for deres tidligere skønne oplevelser hos os, at vi begge krydser fingre for at vi kan leve op til alle de fantastiske minder, som så mange har fra vores sted. Vi er 120% dedikeret til at skabe fremtidige unikke Fyel Mose oplevelser med fokus på sunde fisk, sundt vand og sund natur.
Fyel Mose Fiskesøer er åbne fra kl. 5.00 til 23.00 om sommeren og fra 7.00 til 21.00 om vinteren.
Giv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!