Luften er tyk af gospelglæde, når den sprængmusikalske gruppe Gospel Sisters indtager scenen med høj professionalisme, positiv energi og smittende musikglæde.
De tre sangere med pianist præsenterer den livsbekræftende og hjertevarme gospelmusik og fortæller ind imellem numrene om gospelens udvikling og historie. Børnene vil blive inddraget med sang, koreografi og klap, og der bliver rig lejlighed til at mærke gospelstemningen og musikkens intensitet og spontanitet på egen krop.
Gospel Sisters blev dannet i 1994 og har givet flere tusinde gospelkoncerter i ind- og udland. Kvartetten er sammensat af de tre professionelle gospelsangere Sabina Mathew, Susanne Wiik Kalvåg og Anette Wiik Vesterager, som akkompagneres af pianisten Kristoff Jasik. Pigerne mødtes oprindeligt i gospelkoret Unity og har siden medvirket i mange forskellige sammenhænge blandt andet i den danske udgave af Disney-filmen Herkules.
- Glæd jer til en sjov og levende koncert med et af Danmarks mest medrivende og professionelle gospelensembler. Koncerten er for alle fra 5 år og opefter - superhyggeligt for flere generationer at opleve sammen, siger projektkoordinator Iben Høgh Grøftehauge.
Der er billetsalg ved indgangen til koncertstedet, men billetter kan også købes i forsalg på www.horsens.dk/kamæleon.