
Danskerne får nu en særlig skatteombudsmand. Det skal være en uafhængig, specialiseret enhed under Folketingets Ombudsmand, som skal føre tilsyn med Skat. Folketingets Præsidium har netop godkendt forslaget, der kommer fra Liberal Alliance.
I takt med de senere års voldsomme afsløringer af Skats problemer har Liberal Alliance fortløbende pointeret behovet for en kontrolmyndighed. Forslaget om en skatteombudsmand er en del af Liberal Alliances retssikkerhedsudspil, og skatteordfører Merete Riisager er tilfreds med den brede opbakning:
"Det er ganske afgørende for os, at der er tale om en uafhængig myndighed. Der har været forslag om en intern kontrolfunktion i Skat, og det har vi simpelthen ikke kunnet tage seriøst, idet problemerne i Skat er så massive. Vi tror ikke på, at Skat kan finde ud af at kontrollere sig selv. Derfor er det en stor sejr for os med en skatteombudsmand i regi af Folketingets Ombudsmand," forklarer Merete Riisager.
Selve udformningen af skatteombudsmandens funktion vil Folketingets Ombudsmand stå for, og der er nu et bredt politisk flertal for forslaget blandt Folketingets partier.
"Etableringen af skatteombudsmanden er en historisk begivenhed, og det er glædeligt, at vi kan være med til at skrive et vigtigt stykke dansk historie, der skal skabe større sikkerhed for borgerne. Det er afgørende for danskernes retssikkerhed, at der findes en myndighed, der selv kan tage sager op, og som står på borgernes side. Jeg er glad for, at Skatteministeren er enig med Liberal Alliance," siger Merete Riisager.
Arbejdet med at få Skat på ret køl og genoprettet borgernes tillid til systemet vil fortsat være på dagsordenen i den kommende tid, idet der lige nu pågår forhandlinger mellem de borgerlige partier vedrørende regeringens retssikkerhedspakke II.
"Det har igennem flere år vakt stor bekymring at være vidne til, hvordan Skat er kørt længere og længere ud over kanten med bølle-metoder, jagt på skatteyderne, tabte milliarder, mislykkede IT-systemer til flere hundrede millioner, fyringer og gedigne fejlprioriteringer. Alt dette får vi dog desværre ikke løst med en skatteombudsmand, og derfor fortsætter forhandlingerne om Skats fremtid. Jeg er sikker på, at Skatteministeren er enig i, at vi langt fra er i mål, og jeg er meget glad for, at forslaget har fået så massiv opbakning," siger Merete Riisager.