
- Først og fremmest, vigtigst af alt, så håber vi at I alle er kommet godt ind i det nye år og vi i BluesHouse vil gerne ønske jer alt det bedste for året 2016, siger Gunni Mogensen, Hovedgård Bluesfest.
- Back on track, så glæder vi os til at opleve Bruuns Blues Band sammen med jer fredag den 29. januar i Kattrup Forsamlingshus ”BluesHouse”, og dejligt er det, at vi stadig kan tilbyde jer alle en 2. retters menu inden koncerten for en flad hundredekronersseddel. Stig har denne gang og igen valgt et par gode klassiske retter, som vi håber de fleste vil kunne spise - Løgsuppe, efterfulgt af hovedretten Hakkebøf med de blødeste løg.
- Bandet som besøger os her i januar, burde forlængst have været på scenen i Kattrup, men nu kommer de altså, og vi glæder os, ikke mindst fordi de kan spille fortolkninger af Joe Bonamassa, Walther Trout, Poppa Chubby, Stevie Ray Vaughn, med andre ord, et bagkatalog, som vi ikke tidligere har oplevet i BluesHouse, men som bestemt og meningsfuldt opfylder de musiske krav til det vi i dag stadig betegner som The Blues, siger Gunni Mogensen og fortsætter:
- Bruuns Blues Band har fyret den af i mange år og med en skiftende besætning, hvilket måske skyldtes at deres grundstammemedlemmer er bluesnørder fra skuffen hvorpå der står ”Respect For The Blues Only”? Er der et sted hvor ordet nørder får en positiv klang, så er det indenfor musikken. Vi må desværre og skammeligt tilstå, at vores plakat røg igennem trykken med et forældet pressefoto. Undskyld vi håber alle kan bære over.
Det forfinede og up to date band, består således af følgende medlemmer: Vokal - Torben Rumme Elkær Nielsen, som er bandets nye friske pust, som trods sin unge alder leverer sang med stor indlevelse på bluesscenen. Torben har stor rutine på scenen.
Trommer - Jesper Gislason, har det rytmiske overblik på trommerne og styrer løjerne uden slinger i valsen. Jesper har spillet trommer i mange år og har bevæget sig indenfor mange genrer. Det betyder også, at han har spillet med et væld af forskellige musikere og er blevet inspireret af mange stilarter. Han har bevæget sig i et bredt musikalsk spektrum, lige fra pop, rock, funk og blues. Blues er fortsat en inspirationskilde, men det allervigtigste er, at det stadig er en oplevelse at spille i samklang med andre musikere og for andre mennesker.
Bas - Kim Grimstrup, er en ”gammel rotte” indenfor bluesmusikken, men har også gennem årene spillet Jazz, samt Rock og Pop i forskellige bands. Han leverer den stabile og solide bund på sin 4-strengede Fender bas. En bassist skal kende sin plads og yde den solide bund uden for mange svinkærinder, og her befinder Kim sig godt. Sammen med Jesper lægger han grunden til solo præstationerne ad libitum.
Hammond Orgel - Jan Lindholdt Mortensen, er også en ”gammel rotte” indenfor bluesmusikken. Han leverer et solidt Hammond orgel lydtæppe og springer ud i de vildeste orgel soloer. Fra den gamle Leslie flyder de lækreste Hammond toner ud over scenekanten.
Guitar - Jan Markfoged, har spillet i blues bands siden midten af firserne, bl.a. i det legendariske JJ Blues Band. Jan leverer guitar riff og soloer i et væk og med stor teknisk kunnen flyver tonerne til slowblues, såvel som til de hurtigere og vildere bluesrock numre. Her spilles selvfølgelig på Fender Strats i rene rørforstærkere, en helt igennem lækker lyd for kendere og med garanti for guitarlir for feinsmeckere.
- Kogt sammen, ja så er en aften med Bruuns Blues Band ikke bare et par timers musikalsk underholdning, men derimod en helstøbt svingende, autentisk energiudladning fra første taktslag. Der venter publikum en musikalsk oplevelse, serveret med stil, overskud og energi, hvor der vigtigst af alt ikke hersker tvivl om den musikalske kvalitet, lover Gunni Mogensen.
- Vi glæder os til at se, både gengangere og nye gæster.
Billetter kan som altid købes hos HiFi-klubben Horsens, Stoppestedet Hovedgård og online via Billetlugen. Priserne er som vanligt: Koncert med blues menu, 250. kr og senest onsdag den 27. januar. Koncert i forsalg 150. kr og koncert i døren 175. kr.
Middag kl. 19.00. Koncert cirka kl. 21.00.
Klik her og bliv ven med Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook!