Bedre integration kræver, at civilsamfundet inviteres med til forhandlinger



”Vores ambition er helt klar: Danmark skal skabe verdens bedste integration. Det kræver, at vi involverer civilsamfundet, der i den seneste periode har ydet en formidabel indsats for at integrere flygtninge,” siger Alternativets beskæftigelsesordfører Josephine Fock, der derfor foreslår, at statsminister Lars Løkke Rasmussen udvider trepartsforhandlingerne til firpartsforhandlinger, når det handler om integration.
”Gode personlige relationer, adgang til ressourcestærke netværk og individuel anerkendelse er grundpillen i en vellykket integration, og der spiller civilsamfundet en afgørende rolle. De enkelte frivillige og organisationerne har vist, at de kan organisere indsatser, der binder systemerne sammen og løfter, der hvor der hidtil har været udfordringer,” siger hun og fortsætter:
”De mange hundredtusinde frivillige, der har engageret sig igennem de seneste år, er blevet flygtningenes primære kontakt. De er et helt afgørende bindeled til kommunen, men også et afgørende jobrelevant netværk. Den viden og de kompetencer skal inviteres indenfor.”
Generelt mener Josephine Fock, at de negative forventninger til integrationen desværre gør, at udfordringen blæses helt ud af proportioner, når der tales om, at vores velfærdssamfund er truet.
”Det ærgrer mig ærlig talt lidt, når jeg hører den opgivende og negative tone i debatten. Det er mangel på anerkendelse af kommunerne, erhvervslivet og alle de frivillige, der virkelig rykker lige nu. Der er sket så meget positivt på bare et par år, og de erfaringer fortjener at blive brugt,” siger hun.
Udover opfordringen om at inkludere civilsamfundet i forhandlinger, fremsætter Alternativet 17 andre forslag til forhandlingerne om bedre integration. Det gælder blandt andet iværksætterforløb til flygtninge, tilbud om mikrolån og højskoleophold og højere prioritering af privat indkvartering.
”Vi er et af verdens rigeste og lykkeligste lande. Selvfølgelig kan vi levere en integration i verdensklasse. Alt andet ville da være uambitiøst. Derfor kommer vi med en lang række konkrete forslag, som vi håber parterne vil lade sig inspirere af,” siger Josephine Fock.
I forhold til de øvrige forhandlinger med arbejdsmarkedets parter, som regeringen indleder i morgen, har Alternativet to fokusområder. Dels skal traditionen for faglært arbejde revitaliseres og dels skal der fokus på at skabe et familievenligt og fleksibelt arbejdsmarked.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025