Der tegner sig en søgerlig tendens inden for den danske dommerstand, hvor man tager større hensyn til gerningsmand, frem for offer. Som dugfrisk eksempel kan nævnes dagens domsafsigelse i Højesteret, hvor man stadfæster landsrettens annullering af den ellers udvisningsdømte kroatisk fødte Gimi Levakovic.
Det er ganske enkelt lykkedes denne selvbestaltede gangsterboss(og hans familie), at påberåbe sig offerrollen igennem et helt liv og han har ikke tilført det danske samfund andet end udgifter til et utal af retssager og diverse overførselsindkomster. At han og andre kriminelle udlændinge kan forblive bosat i Danmark trods et utal af fængselsdomme skriger til himmelen og jeg kan sagtens forstå de etnisk danske borgere, der føler sig krænket på deres retsbevidsthed.
Når den danske dommerstand ikke vil udvise, så må reglerne laves om, så de ikke kun kan men skal udvise. Konflikter disse ændringer med diverse multikulti-pladderhumanistiske konventioner (skrevet i en helt anden tid), så må Danmark ganske enkelt udtræde fra dem.
