Der er dans for enhver smag på programmet, når Dansens Dag fejres i Horsens - traditionen tro.
Om man er til salsa, linedance, ballet eller standard, vil der være noget at kigge på. På dansegulve i Bytorv Horsens, på Søndergade og ved Kuben optræder sammenlagt flere end hundrede lokale dansere med dansegenrer fra alle verdenshjørner lørdag formiddag mellem 10.30 og 14.
Barthelot - solo- og fællesdans
Barthelot, kendt fra DR3’s Morgengymnastik og i Horsens ikke mindst for Grand Prix-gymnastikken i februar, kommer til byen og leverer to soloshows i løbet af danseformiddagen. Både kl. 10.50 ved Det Gamle Rådhus og kl. 12.30 i Bytorv Horsens kan man opleve den fænomenale danser give smagsprøver på afro-contemporain og afrikansk dans.
Kl. 11.30 inviterer arrangørerne til fællesdans med Barthelot ved Kuben. Der står Barthelot for hyggelig og sjov instruktion i en enkel koreografi og alle, både deltagende dansere og almindelige lørdagshandlende børn og voksne, er inviteret med på dansegulvet!
Barthelot Ekeme Same er uddannet i moderne og klassisk dans i Holland og derefter har han bl.a. været koreograf for Camerouns nationalballet. Siden har han været ansat ved en række dansekompagnier og i dag driver han sit eget danseinstitut i København, så det er en erfaren herre der danser for. Barthelot er blevet populær som entusiastisk instruktør på DR3’s Morgengymnastikken, hvor mange vil kende ham fra - ikke mindst i Horsens hvor han ”varmede Horsens op til Grand Prix”.
Denne gang får Horsens fornøjelsen af hans primære kompetence - nemlig den moderne dans.
En forrygende dansedag
Tovholder på Dansens Dag i Horsens kulturkonsulent Lene Bjarke Skov glæder sig over den store opbakning fra det lokale dansemiljø.
- På Dansens Dag er der altid en utrolig stemning i byen, fortæller hun.
- Med den festlige dansemusik, de flotte dragter, klaprende hæle og bare fødder på de fire scener kan man næsten ikke undgå at komme i dansehumør, så det plejer at være en fantastisk dag!
Det er Horsens Kommunes Kulturafdeling der i samarbejde med CityHorsens og Bytorv Horsens arrangerer Dansens Dag i Horsens.
Medvirkende 2016
Baila Siempre Salsa, Dancestudio LN Hatting, Dancing Boots Horsens, Horsens Balletskole, Horsens New Style Dance Club, Join Hands, Juliussens Danseinstitut, Kom og Dans Horsens, Moves4You + Bo Trivsel, TC Dance Studio, VIA Sports Club + Dance Mafia, Zumba fra Fit & Sund Horsens.
Dansens Dag er en international mærkedag der fejrer dans over hele verden hvert år den 29. april. I Horsens markeres dagen som regel på den lørdag, der kommer tættest på 29. april. Formålet er at fejre dansen som kunstform og dens universalitet og egenskab til at krydse alle kulturelle, politiske og etniske grænser.Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!