EU’s præsident Donald Tusks besøg i Danmark gik ikke ubemærket hen. Inden rejsen gik videre til Grønland nåede han at udtale sig flere gange om Danmarks fortsatte deltagelse i Europol-samarbejdet.
Forventeligt var den ikke-folkevalgte præsidents melding, at det efter hans og EU’s vurdering ser svært ud for Danmark at få en parallelaftale om Europol. Man fik klart fornemmelsen af, at EU-systemet synes, det er helt fint, at det er meget svært. Ligeledes hos ja-partierne her i Danmark har man samme taktiske interesse. For så kan man sige, ”hvad sagde vi”. Og så kan unionstoget fortsætte med god fart og reelt negligere de ellers stadig mere EU-skeptiske befolkninger i en lang række medlemslande.
Men er det ikke lige præcis sådanne taktiske reaktioner, der får flere og flere til at tage afstand fra det politiske spil i Bruxelles og Strasbourg? Er folk mon ikke ved at være grundlæggende trætte af et EU-system, som fortæller, at går man ikke i takt, så kan man blive efterladt i kulden?
Spørgsmålet om en parallelaftale omkring Europol er først og fremmest et politisk spørgsmål. Vil man eller vil man ikke. For hvis man vil, er det ikke juridisk svært. Husk hvor hurtigt man fandt aftale, til et ellers snørklet arrangement med Tyrkiet, da Tyskland havde en interesse i dette… Og den britiske premierminister fik også en aftale, som de fleste for et år siden havde beskrevet som umulig. Men da EU havde en interesse i det, kunne det pludseligt gå stærkt. Eksemplerne viser, at det er et rent politisk spørgsmål, om Danmark får en parallelaftale eller ej. Og hvis EU-systemet nu prøver at ”straffe” danskerne for at fastholde vores forbehold, tror jeg omvendt, at danskerne og mange andre skeptikere vil straffe EU-systemet, der vil miste endnu mere opbakning. Norge og Schweiz har parallelaftaler med Europol og skulle det virkelig være i EU’s interesse at danske lufthavne fremstår som
Der er noget helt galt med den måde EU på fungerer på. De åbne grænser, den økonomiske krise og den frie bevægelighed har skabt alvorlige problemer. Ikke bare for Danmark, men for mange medlemmer af EU. Dansk Folkeparti ønsker derfor fundamentale forandringer i den måde, hvor landene samarbejder inden for EU. Med 28 medlemslande er det åbenlyst, at der er store forskelle. Hvis EU skal være en succes, må der derfor indrømmes landene fleksibilitet, så de kan stå uden for de områder, hvor det skaber problemer at være med. For Danmark gælder dette eksempelvis på EUs indtrængen i vores velfærdspolitik. Vi har set, hvordan det solidariske, danske velfærdssystem er under pres – på børnechecken, SUen, kontanthjælpen og dagpengene. Ingen aner, hvad der venter om hjørnet.
EU har allerede vist, at når det kommer til det måske vigtigste emne i årtier – nemlig migrant- og flygtningekrisen – har EU fejlet. Det primære fald i antallet af migranter, som søger til EU fra Tyrkiet skete som følge af lukningen af den såkaldte Balkan-rute. Fordi nationalstaterne – imod EU's anbefaling – indførte grænsekontroller. Så Europas borgere fik således ved selvsyn at se, at det var nationalstaterne, der skabte løsninger – ikke det kollapsede Frontex og EU!
EU-systemet må vise, om det er til for befolkningerne og hvorvidt EU er indstillet på at tage befolkningernes stigende skepsis alvorligt..Hvis ikke EU indser det, vil stadig flere blive overbevist om, at nationalstaterne må løse problemerne selv.
