Opmærksomheden var stor, da astronauten Andreas Mogensen i september sidste år som den første dansker fløj op til den internationale rumstation ISS.
Og opmærksomhed – plus begejstrede klapsalver – fik han også i stor stil, da han besøgte Horsens Byskole, afdeling Lindvigsvej, hvor over 1000 elever fra Byskolen og Stensballeskolen var samlet for at høre hans foredrag.
Eleverne hørte astronauten nå vidt omkring i sin beretning om, hvordan det er at bevæge sig fra jorden og 400 km ud i rummet med en hastighed på 28.000 km i timen, og den oplevelse det er pludselig at befinde sig i selskab med millioner af stjerner, blå lyn og meget mere.
Tre kvarter havde astronauten til at fortælle først eleverne på mellemtrinnet så udskolingseleverne om både personlige men også arbejdsmæssige oplevelser på rumstationen, og alle disse indtryk vil nu indgå i deres videre arbejde med de naturfaglige fag, blandt andet i forbindelse med den landsdækkende Dansk Naturfagsfestival.
Ifølge læringsvejleder Lisbeth Møller, Horsens Byskole, afdeling Fussingsvej, har hele idéen med at få Andreas Mogensen til Horsens først og fremmest været at give de naturfaglige fag et boost.
- I Horsens Kommune har vi et intensivt fokus på naturfag, men ud over den læringsmæssige effekt af foredraget, skulle eleverne også gerne få et indtryk af, hvad motivation, vilje og drive kan føre til. Andreas Mogensen har om nogen vist, at ting kan lykkes, hvis man sætter sig et mål og angriber det med nysgerrighed. Den vinkel vil vi også gerne have, at eleverne tager til sig. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at de vil huske denne dag.
Giv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!