
Horsens Svømmeklub er i weekenden den 17-18. december vært for det til dato største stævne i klubbens over 40-årige historie, idet klubben er vært for de Danske Holdmesterskaber i 1. division. Horsens Svømmeklubs store ungdomsarbejde har betydet, at klubben er rykket op fra 4. division til 1. division på blot 3 år og klubbens svømmere og trænere glæder sig til at deltage i det, måske, hårdeste 1. divisionsstævne nogensinde.
Klubberne som deltager er STO (Odense) med VM deltager Mathilde Schrøder, Triton Ballerup med VM deltager Frans Johannesen, Gentofte med OL bronze vinder fra 2008 og tre gange OL finalist Lotte Friis og sidst men ikke mindst, Gladsaxe med OL guldvinder Pernille Blume. Derudover deltager Køge, Herlev, Silkeborg, Sigma 2 og værterne Horsens Svømmeklub. Til stævnet deltager således alt fra danske senior- og juniormestre til internationale svømmere på både dame- og herresiden.
Udover en tæt dyst, mellem de ni klubber om at blive blandt de tre som rykker op i svømmeligaen (den bedste division), så er der samtidigt et nedrykningsdrama, som skal afgøres. Her er det de tre lavest placerede klubber, der rykker ned i 2. division. Man kan derfor roligt sige, at uanset hvilken placering klubben har i løbet af stævnet, så vil den være involveret i et spændende drama til det sidste. Årgangs- og juniortræner Niels Liboriussen spår en uhyggelig tæt og spændende dyst, hvor Horsens Svømmeklub vil gøre alt for at blive i 1. Division. Vi har på papiret et af de yngste hold og har masser af gode år foran os. Derfor er målsætningen at blive i 1. Division og slå så mange hold som muligt.
Lasse Høj Christensen, sprintholdstræner i Horsens Svømmeklub og træner for Daniel Steen Andersen, som for nyligt vandt et dansk mesterskab i 50 m fly tilføjer:
- Dette gjorde han uden at være nedtrappet, så der er ingen tvivl om, at Daniel og de andre sprint svømmere er så klar til at give den fuld gas.
- Jeg tror helt sikkert, der venter en overraskelse eller to for de forskellige klubber, som kommer til Horsens, siger Lasse.
- Vi er på en fantastisk rejse med vores talentmasse af super dygtige svømmere. Det bliver fantastisk - på hjemmebane i Forum Horsens - at skulle vise, hvad vi kan, for både vores egne supportere samt de klubber, som kommer på besøg, siger klubchef Jan Løth Andersen.
At det så bliver krydret med svømmere i international klasse, som bl.a. vores egen Rasmus Udbye, der deltog i nordiske juniormesterskaber i Kolding i weekenden den 9-11. december gør det endnu bedre. Derudover kommer svømmeikonet Lotte Friis og svømmefænomenet Pernille Blume, det kan jeg kun være yderst ydmyg og taknemmelig for, og der er ingen tvivl om, at supportere har en ekstrem spændende weekend at se frem til.
Stævnelederne Susanne Arentoft og Jesper Sørensen supplerer:
- Vi har gjort alt hvad der står i vores magt for at alle kan se frem til en fantastisk weekend med top-svømning i verdensklasse. Stævnet foregår lørdag den 17. og søndag den 18. december, begge dage fra kl. 9.30-11.30 og kl. 16-18.
Borgmester Peter Sørensen åbner stævnet.
- Da det er gratis at være tilskuer til stævnet, vil vi opfordre til, at man kommer i god tid. Endvidere er det vigtigt at være opmærksom på, at vi ikke kan have uendeligt mange tilskuere i forhallen.
- Derfor er det efter først til mølle princippet, tilføjer Susanne og Jesper, som i disse dage ligger vandret for at ordne de sidste detaljer op til stævnet.
Giv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!