Tre millioner i ekstra regning til kommunens skatteyderne. 200 plejekrævende ældre ladt i stikken uden varsel.
Det er bare et af de seneste eksempler på følgerne af, at endnu et privat plejefirma ude i en kommune er gået konkurs. Dyrt, besværligt – og måske i sidste ende endda livstruende.
Sidste år kom flere tusinde ældre i klemme, fordi deres hjemkommunes private leverandører af pleje gik konkurs og drejede nøglen om fra den ene dag til den anden. Og ude i de samme kommuner rev de sig i håret over uden varsel at skulle tage hånd om så mange ældre borgere. Alligevel bliver det bare ved og ved.
Nu skulle man tro, at kommunerne i det mindste laver en nødplan, så de ved, hvad de skal gøre, hvis en konkurs rammer dem?
Næ. Ifølge FOA har kun ni kommuner ud af de 29, der allerede har oplevet konkurser hos de private plejefirmaer, formuleret en beredskabsplan, hvis uheldet er ude. Og det på trods af anbefalinger fra bl.a. Kommunernes Landsforening og Kammeradvokaten om netop at have sådan en liggende parat i skuffen.
Men personalet, der står på gaden med en fyreseddel fra den ene dag til den anden? Dem kan kommunen vel så bare ansætte på stedet? De kender de ældre, de kender rutinerne, så det er vel oplagt?
Næ. Tværtimod. Mange kommuner undgår bevidst at ansætte det selvsamme personale pga. en verserende sag i Landsretten mellem to kommuner og Lønmodtagernes Garantifond om virksomhedsoverdragelse. En sag hvor parterne slås om, hvem der skal betale en regning på 10 mio. kr.
Det er jo absurd, men tilsyneladende er der ingen ansvarlige politikere, der forsøger at gribe ind. Hverken på Christiansborg eller ude i kommunerne.
Så er det jo godt, at de ældre, det hele handler om, stemmer med fødderne. I de kommuner, der sidste år blev ramt af konkurser, har de ældre nemlig i stigende grad tilvalgt det offentlige som leverandør. Sikkerhed for, at hjemmehjælperen også kommer i morgen, vægter højst. De ældre viser vejen. Spørgsmålet er, om politikerne er lige så kloge.
Jeg kan have mine tvivl.
