Engang målte man et samfunds rigdom på, hvordan det behandlede de svageste. Nu er parolen, at dem der har skal gives. På få årtier, er det lykkedes at skabe et skred, hvor det er blevet de svageste grupper, som er i skudlinjen hele tiden.
Det lykkedes ikke med den ”røde” regering at få stoppet den udvikling, tværtimod godtog og fortsatte den på mange måder den nyliberale retorik om, at velfærdsydelser og de fælles løsninger er blevet for dyre. I stedet fik vi konkurrencestaten og jagten på stadig større produktivitet. Dem, der ikke kom med på vognen, var pludselig en dødvægt, som skulle kappes, hvis skibet ikke skulle gå ned.
Det er måske ikke så mærkeligt, at den lille statsminister og den smalsporede regering satte yderligere turbo på hetzen mod de svageste - uanset hudfarve og oprindelsesland. Samtidig med at Venstre straks gik i gang med at arbejde ”stenhårdt” for yderligere privilegier til deres kernevælgere. Men det er uhyggeligt at se, hvor beskeden oppositionen er til den åbenbare klassepolitik, den fører.
Det ødelagte dagpengesystem fortsætter med at kaste sin mørke skygge over både arbejdsløse og folk i arbejde, hver dag mister folk retten til dagpenge. Samtidig er der de seneste fem år lukket for en hel række andre overførselsindkomster. Pensionsalderen er sat op, efterlønnen udfases hastigt, muligheden for førtidspension er næsten forsvundet, og syge bliver pisket i arbejde, om de så skal have en seng med på arbejdspladsen, så skal det prøves.
Selvom antallet af mennesker på overførselsindkomst er faldet, så er der kommet flere på kontanthjælp. Kontanthjælpen er blevet sidste stop eller rettere en skraldespand, hvor mennesker med problemer bliver smidt i. Beskæftigelsesministeren stillede sig overrasket an: Den ”eksplosive” stigning af kontanthjælpsmodtagere måtte stoppes, derfor halverer regeringen nu – med DF’s hjælp - kontanthjælpen.
Konsekvenserne kommer vi til at se de næste måneder, hvor mennesker kommer til at gå fra hus og hjem.
For at føje spot til skade, så forklares enhver nedskæring af overførselsindkomster som en hjælp til de udsatte, der bringer dem tættere på arbejdsmarkedet. Altså en sultens logik, som skal motivere de syge, de skæve og de kulørte til at tage det arbejde, som ikke er der. De herskende er kommet afsted med at opdele mennesker i to: De fattige som skal motiveres ved at miste, mens de rige kun kan smøres med flere skattelettelser og ekstra bonusser, hvis de skal formås at tage ”socialt ansvar”.
Mens ”dovne-Robert” og ”fattig-Karina” kunne sætte dagsordenen i månedsvis og bidrage til hetzen mod de arbejdsløse, så er Panamapairerne snart glemt. Her fik vi et lille glimt af de milliarder, som finanssektoren bidrager til at gemme væk fra fælleskabet i skuffeselskaber kloden rundt. Det forsvandt hurtigt fra forsiderne, godt hjulpet af eksperter som talte sagen ned.
Eksemplerne viser, hvordan konkurrencestatens fortalere for nødvendighedens politik har haft held til at sætte en dagsorden, hvor hvidt bliver sort, og op og ned flytter rundt. Resultatet er et fortsat ræs mod bunden, mens uligheden vokser.
Skredet i den offentlige debat har haft voldsomme konsekvenser. Trods faldendende ledighed de seneste år, så står lønmodtagerne stadig med en vigende realløn. Lønnens andel af produktionsresultatet fortsætter med at falde. Hetzen mod de svageste slår også ind over dem i arbejde, tanken om, at det kunne være anderledes: At et samfund kunne måles på, hvordan det behandler de svageste, fortoner sig.
Men hvis vi ikke formår at genskabe solidaritet og en smule ”krævementalitet”, så fortsætter ræset mod bunden. Arbejdsgiverne og dets konsorter på Christiansborg lettet ikke på trykket - uanset de menneskelige omkostninger.
