Efter 11 fantastiske år i Hovedgård med specialbutik i tøj og blomster, flytter Hugo butikken fra Gl. Århusvej til Horsens.
- Vi må erkende at vi står overfor nye store udfordringer, og specielt tøjet er under pres, siger Hugo Vinther.
- Der sælges mere tøj på nettet end nogensinde, og for at vi kan opretholde vor store butik med et stort udvalg, må vi erkende, at vi må placere os, hvor der er et større kundepotentiale.
Hugo er allerede i gang med en omfattende ombygning af det nye lejemål i Horsens, som er centralt placeret i Posthuscentret, Lichtenbergsgade, i lokalerne der tidligere husede en REMA 1000.
- Vi har efter længere tids søgen fundet den placering som vi synes er den rette. Det skulle være nemt at komme til butikken, og være nemt at parkere, siger Hugo Vinther.
- At valget blev Horsens var ganske naturligt, for her har Hugo i forvejen mange faste kunder, specielt i blomster.
- Vi skal have tømt butikken i Hovedgård. Derfor starter vi torsdag morgen flytteudsalg, hvor vi helt ekstraordinært giver 25% på alle forårsvarer i tøj og brugskunst.
Om fremtiden i de nye lokaler i Posthuscentret, der iøvrigt bliver åbnet op ud mod Lichtenbergsgade, ser Hugo og personalet frem til at tage imod både nye og gamle kunder.
- Vi vil fremover efter flytningen til Horsens gøre alt for vore mange fantastiske og trofaste kunder. Bl.a. bringer vi blomster eller andet gratis til Hovedgård og omegn fremover, tilføjer Hugo Vinther.
Giv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!