Erhvervsuddannelser forsvinder fra yderområder



Unge i vestjyske og sjællandske kommuner har fået færre erhvervsuddannelser at vælge imellem tæt på deres bopæl. Det skriver nyhedsbrevet Momentum, som har lavet en undersøgelse der viser, at der i hele 39 kommuner var færre erhvervsuddannelsesretninger i 2014 end i 1993. Derudover er erhvervsskoler helt nedlagt i syv kommuner. Analysen viser, at det især er i vestjyske og sjællandske kommuner, at de unge har fået færre uddannelsesmuligheder. I samme periode er antallet af uddannelsesretninger kun steget i 15 kommuner, og i tre kommuner er der som noget nyt blevet mulighed for at tage en erhvervsuddannelse.

Steffen Damsgaard, der er formand for Landdistrikternes Fællesråd, er bekymret for udviklingen:

- Mange uddannelser er forsvundet i land- og yderkommunerne. Der er behov for at få flere erhvervsuddannelser, både grundforløb og hovedforløb rundt i hele landet. Det handler både om, at sikre flere unge på erhvervsuddannelser og dermed dække erhvervslivets og samfundets behov for flere erhvervsuddannede, men også om at skabe grundlag for at unge ikke fravælger uddannelsen på grund af afstanden til nærmeste uddannelsesinstitution, siger han.

Flere erhvervs-uddannelsesmuligheder er vigtige for at sikre vækst, udvikling og bosætning i landdistrikter og yderområder, mener man hos Landdistrikternes Fællesråd, der har drøftet sagen med undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V).

- Hvis ikke der skabes flere erhvervs-uddannelsesmuligheder i land- og yderkommunerne vil landet bliver mere og mere skævvredet. Derfor skal der investeres i flere uddannelsesmuligheder i hele Danmark. Staten skal ved den forestående udbudsrunde tilgodese så mange lokale ønsker som muligt, og samtidig skal de økonomiske tildelingsmodeller give reel mulighed for nye erhvervsrettede uddannelser, afslutter Steffen Damsgaard.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025