
Venndt & Nygaard er en underholdende og gennemmusikalsk duo, der spiller på mange tangenter - eller rettere instrumenter. De to musikere tager publikum med tilbage til en tid, hvor det var smart med træskostøvler, og hvor de voksne også kunne være bange. Og hvor de populære børnesange aldrig kunne blive for politiske eller socialrealistiske. De serverer hit på hit med kraft og skæve smil, når de børster datidens børnesange af og puster nyt liv i dem på alskens mulige og umulige instrumenter.
For eksempel kan publikum høre klassikerne “Fy, fy, skamme”, “Den grimmeste mand i byen” og “Henne i parken”, som børnene måske ikke kender på forhånd, men som forældre og ikke mindst bedsteforældre med glæde vil kunne skråle med på.
Venndt & Nygaards musikalske samspil emmer af varme, højt humør og smittende vovemod. Så publikum kan se frem til en usædvanlig oplevelse i duoens selskab: Jacob Venndt på bas, mundharpe og sav. Bertel Nygaard på sang, guitar, banjo og ukulele.
Venndt & Nygaard - Børnesange for voksne og deres børn kan opleves i Kuben lørdag den 5. november kl. 11.30-12.15
Har du lyst til mere?
Koncerten, der runder Spil Dansk Ugen i Horsens af, er opvarmning til Kamæleon Festivalen på Horsens Ny Teater den 13. november. Her kan man bl.a. opleve Jacob Venndt i en anden duo sammen med Pojken Flensborg.
Kamæleon Festivalen er en skøn musikfest for de 5-8 årige og deres familier. Programmet byder bl.a. på New Orleans jazz, groovy trommerytmer, operafortælling, folkemusik fra Afrika og Balkan og fede børnesange. Kort sagt en koncertdag, hvor børn og familier kan boltre sig i skønne musikoplevelser. Hver koncert koster kun 10 kr.
Giv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!