
Kamæleon Koncerter er livekoncerter for børn i alderen 5-8 år og deres forældre eller bedsteforældre. Sæsonen byder både på flamenco, fede rytmer, eventyr, hip hop og klassisk, der møder jazz. Og i år kan børnene i Horsens Kommune glæde sig over, at Kamæleonprogrammet byder på hele fem koncerter og en Kamæleonfestival.
Fede familiekoncerter
Johnny Ligeglad og Anna Spejlæg fra HipsomHap starter sæsonen op med rap i børnehøjde, når de giver den gas på Det Gule Pakhus søndag den 2. oktober. Teksterne er fyldt med liv, og HipsomHap rammer træfsikkert ind i børnenes univers, når de leger med ordene og får børnene til at danse og rime med.
Til januar får Brædstrup Bibliotek besøg af Drums Across, der tager børnene med på en vild, musikalsk tur med tidsmaskinen til Zanzibar, hvor slavernes rytmer dunker, til New York med hip hop og omvendte kasketter og på rotur i havet omkring Cuba.
De Tre Musikterer varmer op til den klassiske musikfestival Holmboe i Horsens til marts med en hjertevarm koncert fyldt med marimba, ukulele, elguitar og klokkespil. Her får børnene mulighed for at lege, spille og synge med på nogle af de største hits fra den klassiske sangskat sammen med topmusikere fra Det Kgl. Kapel og den danske jazzscene.
Forårets anden koncert tager børnene med til en eventyrverden med mystiske væsener fra skov og mose. Folkemusikgruppen Trolska Polska trækker børnene med ud i fantasien, hvor mosekonen brygger og alferne danser. Helt derude i det grønne møder de en farverig palet af trolde, alle fulde af narrestreger og iørefaldende musik.
Kamæleonsæsonen rundes af søndag den 7. maj på Gedved Kultur- og Medborgerhus med en fantastisk rejse til flamencoens verden. Arte Flamenco byder på en koncert med inciterende rytmer, fortryllende dansetrin og sprøde guitarklange.
Med et partoutkort til 180 kr. får man adgang til alle fem Kamæleon Koncerter. Ønsker man billet til en enkelt koncert, kan det også lade sig gøre for 50 kr. pr. koncert. Billetter købes i forsalg på www.horsens.dk/kamæleon 30 minutter før hver koncert.