Et otte ugers intensivt kursus i at ”læse med ørerne og skrive med stemmen” vender op og ned på tilværelsen for ordblinde børn i Horsens Kommune.
Takket være nogle digitale hjælpeprogrammer bliver børnene langt bedre til at læse og stave. Samtidig vokser deres selvtillid.
Og antallet af ansøgninger til kurset, der går under navnet Fine Readers, er støt stigende. Der visiteres elever to gange om året. I det sidste halvår var der 18 ansøgere til kurset, og til det kommende halvår er der 31.
Undervisningen, der foregår på Østbirk Skole, samler 6. og 7. klasses elever fra alle kommunens skoler. Undervisningens primære mål er at gøre eleverne fortrolige med IT-støttende undervisning og IT-kompenserende værktøjer med henblik på at gøre dem mere selvhjulpne i skrivning og læsning.
Ifølge Jette Bojsen, der er koordinator for Fine Readers, betyder kurset, at eleverne får lært at lægge strategier for deres læsning samtidig med, at de får arbejdet med deres selvbillede.
- På grund af nederlag har mange af børnene mistet lysten til at læse og stave. En del har desuden svært ved at få opbakning hjemme, fordi deres forældre også er ordblinde og har negative oplevelser med deres egen skolegang. På kurset får vi blandt andet gjort op med fordommene om, at man er dum, hvis man er ordblind, siger Lene Jakobsen, der underviser på Fine Readers.
Hun tilføjer, at eleverne skal udvise modenhed og motivation for at kunne deltage i kurset, ligesom deres forældre – for at kunne bakke deres børn op - skal skrive under på, at de vil gennemgå et to timers forældrekursus.
Én af de elever, som har oplevet et vendepunkt med Fine Readers, er Emma Feldt Mortensen, der går i 7. klasse på Egebjergskolen.
Siden hun afsluttede kurset i efteråret 2015, er hendes læselyst og –evner steget betragteligt.
- Inden jeg kom på kurset, kredsede mine tanker om, at jeg nok aldrig ville blive til noget, fordi jeg ikke kunne læse en bog. Men på kurset fik jeg teknikker til at styre min ordblindhed. Jeg var godt nok lidt utryg ved tanken om at skulle være sammen med andre, som jeg ikke kendte, men det vendte hurtigt. Da jeg kom tilbage til min egen skole, tænkte jeg på, om jeg ville føle mig udenfor, men nej. Det var ikke tilfældet. Og nu føler jeg, at alle døre står åbne for mig, fortæller hun.
For øjeblikket er der fire kurser om året med otte elever pr. hold.
For at kunne deltage i Horsens Kommunes kursus Fine Readers skal eleverne have vedvarende svære læse/skrivevanskeligheder. Det vil sige, at de har svært ved at sætte bogstaver og lyde sammen. På kurset lærer eleverne at bruge IT-kompenserende værktøjer og digitale præsentationsprogrammer inden for video, fotos, grafer m.v. Eleverne bliver løbende målt på, hvor gode de er til at bruge hjælpeværktøjerne. Når eleverne efter kurset er tilbage på deres egen skole, deltager de i undervisningen på lige fod med deres kammerater. Fine Readers lærerne følger eleverne i de første par måneder på elevens hjemskole, hvor de fungerer som sparringspartnere for eleven og lærerteamet.Giv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!