Livsvigtig sejr for Østbirk



Der var meget på spil for Østbirks serie 2 herrer lørdag eftermiddag, hvis de fortsat skulle kunne kalde sig serie 2. Kravet var en sejr mod topholdet ASA som man havde fået en lussing på 9-0 imod i det første opgør.
 Svære odds for de grønne, som mødte op i nyt dress til kampen.
 Forskellen i det første opgør var udtalt, ASA var i total dominans. Denne lørdag var holdene helt lige, og det blev en jævnbyrdig første halvleg, dog med en enkelt scoring, da Nicolai Holst modtog en bold i dybden fra Mads Pedersen, rundede en ASA-spiller i feltet, og sendte de grønne i føring.
 Stillingen holdt til pausen som Østbirk kom ud fra som lyn og torden. På blot 4 minutter afgjorde de grønne reelt kampen. Først rundede Nicolai Holst sin oppasser og sendte bolden i det lange hjørne via stolpen - få minutter efter gjorde Mathias Stougaard det til 3-0.
 Hjemmeholdet strålede herefter af spilleglæde, styrede kampen totalt og boltrede sig som fisk i vandet. Mathias Stougaard sendte bolden i nettet til 4-0 fra midterlinjen!
 Peter Weis gjorde med et kvarter tilbage til 5-0 på en friløber. ASA ”fik lov” at reducere i slutminutterne, da trøstmålet blev banket ind ved nærmeste stolpe, uden chance for Kasper Ballegaard i Østbirks mål.
 Østbirk har dermed spillet sig ind i kampen om at undgå nedrykning forud for de sidste 4 kampe.
 På lørdag spiller de grønne mod JAI i Aarhus kl. 16.00. Et opgør som endte med pointdeling efter 2-2 i Østbirk.

smileyGiv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025