Se far, nu laver jeg en højder ...
Det var 14 spændte nye fodboldspillere, der lørdag morgen kl. 9.00 mødte op på den dugvåde græsbane ved Østbirkhallen for at spille og lege fodbold i Østbirk Idrætsforening.
Med sig havde de hver især en voksen og trænerteamet Pernille og Steffen Dalgaard stod klar til at tage godt imod de nye fodboldspillere, som alle havde det tilfældes at det var første gang de ”gik til fodbold”.
Først skal vi lære navne, sagde Steffen efter han ganske kort havde fortalt om at gå til fodbold. Og så blev bolden trillet rundt i rundkredsen til Arthur, Frederik, Casper, Waldemar, Oliver, Elliot og alle de andre, som sendte bolden tilbage til træneren sammen med deres navn.
Steffen og Pernille havde planlagt en time med fodbold og andre lege, i små intervaller, som er nødvendigt for at de små størrelser kan bevare koncentrationen.
Hver spiller har en voksen med til fodbold i Østbirk, og de voksne er inddraget i det meste. Først blev der varmet op og Oskar, Marius, Tristan og alle de andre skulle fange de voksne og fanges. Så var alle varme.
I små øvelser blev der skudt afleveringer, øvet luftskud, øvet driblinger og temninger både med fod, næse og numse. Men der blev også scoret mål imellem benene og kastet igennem armene på de voksne, som med spredte ben og arme som basketballmål opildnede fodboldspillerne.
Nu skyder vi tigerne
Til allersidst skulle der skydes tigre. Fodboldspillerne skulle vælte ”tigerkeglerne” hurtigt inden det begyndte at regne - og der var fart på de små ben, som efter en lille times træning var godt trætte, men det er jo også allerførst på sæsonen ...
Årgang 2011 og 2012 træner igen på lørdag kl. 9.00 ved Østbirkhallen - nye spillere, både drenge og piger, møder blot op, der er ikke forhåndstilmelding.Giv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så modtager du nyhederne på Facebook!