Sporten minder om isskøjteløb: Det er de samme spring og piruetter, bare på side-by-side rulleskøjter. Det er en forholdsvis ny sport i Jylland, da den startede som SFO-aktivitet på Langmarkskolen for kun fem år siden. Da Horsens Rulleskøjteklub er en ung klub, har de hidtil ikke haft løbere på landsholdet.
Molly begyndte til “rulle” for bare 4 år siden. I 2017 stod hun som Danmarksmester i debutantrækken, og det er blevet til mange medaljer i både solo-rækkerne og shows. Ved siden af sit eget løb er hun også hjælpetræner i Horsens Rulleskøjteklub.
Udlandet kalder
I sidste weekend var hun til sit første udenlandske stævne med de andre landsholdsløbere i Wedel ved Hamborg. Det var en stor oplevelse at løbe på fremmed gulv. Bogstaveligt talt var det vinylgulv, og i Danmark løber de på trægulve, hvilket gav lidt udfordringer!
Det er langt fra første gang, Molly er i udlandet med sin sport. Hvert år i Kristi Himmelfart tager Horsens-klubben til Berlin på træningsseminar, og i sommer var Molly på sin første landsholdstur til Frankrig, også på træningsseminar.
Tid til træning
Molly træner mange timer om ugen, både med og uden rulleskøjter på, for at forbedre sig. Da hun bor i Østbirk, og klubben er i Søvind, kræver det planlægning for at få hverdagen til at hænge sammen. Men hendes familie støtter hende fuldt, også når turen går til Sjælland, hvilket alene i 2018 ender med at være 15 gange - til stævner, træningsweekender med klubben og landsholdssamlinger.
Rulle er et godt alternativ
Rulleskøjteløb er et spændende alternativ til de mere gængse idrætsformer, og mange af løberne kommer netop fra idrætsgrene, hvor de aldrig rigtig følte sig hjemme. Sporten er sjov, sund og særdeles seværdig for publikum! Og så har løberne et fantastisk sammenhold på tværs af niveau og alder. Både i Horsens Rulleskøjteklub og klubberne imellem.