Folkekirken har fået ry for at være kedelig, dyr og umoderne - og mange tusinde danskere melder sig ud hvert år. Men der er stadig unge, der tror på kirkens muligheder og vil tegne dens fremtid.
I en ny dokumentarserie i fire afsnit følger man seks nyuddannede præster, der på trods af deres lave alder og begrænsede livserfaring skal ud og hjælpe og vejlede almindelige danskere i livets helt store spørgsmål: Liv, død og kærlighed.
Og det er ikke altid lige nemt at være den lokale præst, når man er ung og nyuddannet. De skal forkynde den kristne tro i en kirke som mange danskere melder sig ud af og finder gammeldags og forstokket. Aldrig har der været så lille en andel af befolkningen, der er medlem. Kan den nye generation af præster vende den udvikling?
Fra sørgende enker til nyforelskede kærester
Dokumentarserien følger hverdagens udfordringer for de unge præster, når de møder sørgende enker og nyforelskede kærester, der skal giftes. De unge præster arbejder for en kirke med stærke traditioner, men med vigende interesse fra de nye generationer.
Hvordan takler præsterne at holde fast i traditioner og følge med tiden? Hvordan er det at holde sin første begravelse? Kan man som nyuddannet holde til det mentale pres at sorgbehandle et ældre menneske?
Dokumentarserien følger blandt andet den tidligere skuespiller William, som nu skal skifte om til livet som præst, og missionspræsten Hans, der har fået et kald om at blive præst på Bornholm. Vi følger også den tidligere soldat Anders, den nu som nyuddannet præst skal forestå en begravelse, og Michelle, der skal falde til som landsbypræst i den nordjyske by Mou.
Slutteligt følger vi præsten Frances, der arbejder i et toårigt vikariat i Sorgenfri, og bor i en toværelseslejlighed på Amager sammen med sin kæreste Christian, der ikke tror på Gud, og Gideon, der er præst i Bykirken i Odense.
De unge præster – torsdag den 14. april og de følgende tre torsdage på DR1.
Foto: BLU a/s.